Britisk politiker i kritisk tilstand efter overfald

Det britiske parlamentsmedlem Jo Cox er i kritisk tilstand, efter hun torsdag blev skudt og stukket ned. Det bekræfter kilder i Labour-partiet over for Sky News.

Politiet i West Yorkshire oplyser, at der er foretaget en anholdelse i sagen. Flere britiske medier skriver, at en 52-årig mand er anholdt for overfaldet.

Angrebet fandt sted tæt på Jo Coxs kontor i Birstall i West Yorkshire i det nordlige England.

Politikeren blev fløjet med luftambulance til Leeds General Infirmary. Bevæbnede betjente holder vagt uden for hospitalet, skriver tv-stationen BBC på sin hjemmeside.

- Klokken 12.53 i dag modtog politiet et opkald om en hændelse på Market Street, Birstall, hvor en kvinde i 40'erne havde fået alvorlige skader og er i kritisk tilstand, skriver politiet i en opdatering, som altså ikke umiddelbart bekræfter navnet på offeret.

- Bevæbnede betjente var til stede, og en 52-årig mand er anholdt i området, meddeler britisk politi.

En mand i 50-års alderen blev ligeledes såret ved angrebet mod politikeren, tilføjer britisk politi.

Den britiske premierminister, David Cameron, skriver i en besked på Twitter, at han er dybt bekymret over meldingerne om angrebet mod Jo Cox.

- Dybt bekymret over rapporter om, at Jo Cox er såret. Vores tanker går til Jo og hendes familie, skriver premierministeren.

Den 41-årige Jo Cox, der er mor til to, tilhører partiet Labour. Hun blev valgt ind i parlamentet sidste år.

Labours partileder, Jeremy Corbyn, siger i en første kommentar, at han er "dybt chokeret" over nyheden om angrebet på Jo Cox.

/ritzau/

Dagens Gossip