Britisk pop-band omkommet i Sverige

En forfærdelig tragedie ramte i går Sverige, da fire britiske medlemmer af bandet 'Viola Beach' og deres manager omkom efter en bilulykke ved den svenske by Södertälje. 

Gruppen var på vej til lufthavnen i Stockholm, efter de havde spillet koncert i byen Norrköping, men da de passerede en motorvejsbro, skred bilen ud og faldt over 20 meter ned i en flod. 

Bandet var særdeles talentfuldt, og de var blevet fremhævet af BBC, ligesom de spillede koncerter i hele verden. 

De fire bandmedlemmer blev mellem 20 og 33 år gamle. 

Den tragiske ulykke har efterladt bandets fans i sorg, og henover natten og i formiddag er det væltet ind med kondolencer på gruppens facebookside. 

Svensk politi oplyser, at de føler sig godt rustet til at opklare omstændighederne omkring ulykken, men i første omgang holder de kortene tæt ind til kroppen. 

- Vi ved en hel del, men det er ikke noget vi ønsker at fortælle om nu, mens der stadig er undersøgelser i gang, siger politiinspektør i Södertälje, Martin Bergholm, til Expressen. 

Politiet bekræfter, at de har indledt en efterforskning om manddrab, men at den mistænkte døde i ulykken. 

Der er stor mystik om, hvad der lå forud for ulykken, og svenske medier spekulerer i, at uheldet skete som led i væddeløbskørsel, men det ønsker politiet ikke at kommentere på. 

 

Dagens Gossip