Britisk regering underløb FN ved at gå i krig i Irak

Storbritannien undergravede FN's Sikkerhedsråds autoritet ved at handle uden at have sikret sig et flertal for militær indgriben. Det konkluderer den britiske Irak-kommission i sin rapport.

Hovedforfatter bag rapporten er diplomaten John Chilcot, der onsdag fremlægger kommissionens arbejde.

Flere end 120 vidner er kommet med deres forklaringer inklusiv tidligere premierminister Tony Blair, hans efterfølger Gordon Brown, militære ledere og ministre.

I rapporten kommer kommissionen med flere kritikpunkter.

Et af kritikpunkterne omhandler påstanden om, at militær handling fra britisk side i Irak var sidste løsning. Ifølge kommissionen var alle muligheder for en fredelig løsning i Irak ikke udtømt.

Samtidig slår rapporten fast, at Tony Blair var bevidst om, at en invasion af Irak ville betyde et styrket al-Qaeda. Det var ifølge rapporten på samme tid klart, at Irak og Saddam Hussein ikke udgjorde nogen umiddelbar trussel

Også det juridiske grundlag for krigen får kritik. Ifølge John Chilcot var det "langt fra tilfredsstillende".

Derudover kritiserer rapporten den britiske forberedelse og indsats i Irak. John Chilcot siger, at den britiske indsats i fire sydøstlige Irak, hvor der også var danske styrker, "endte meget langt fra succes."

- Britisk deltagelse i krigen i Irak er en fortælling om en intervention, der gik helt galt, siger John Chilcot.

- Det står nu klart, at Irak-krigen blev besluttet på baggrund af fejlagtige efterretninger og vurderinger. De blev ikke udfordret, og det var en fejl.

Den tidligere premierminister Tony Blair modtager også kritik møntet direkte på ham. Han overvurderede ifølge kommissionen sin evne til at yde indflydelse på amerikanerne.

Hans forklaring om, at regeringen ikke kunne have forudset de problemer, der ville opstå ved invasionen i Irak, afvises også i rapporten. Faktisk var de fleste eksplicit identificeret før invasionen, står der i rapporten.

/ritzau/

Dagens Gossip