Britisk teenager er den yngste til at trekke til Sydpolen

Skrevet af admin

19/01/2014

Dagens topnyheder

En 16-årig britisk skoledreng blev lørdag den yngste person nogensinde til at trekke til Sydpolen.

Den imponerende bedrift, en rejse på 1129 kilometer, fejrede Lewis Clarke med en skål pasta med frisk parmesanost. Det var drengens første rigtige måltid, siden han 2. december begav sig ud på ekspeditionen.

Teenageren og hans guide, Carl Alvey, krydsede Antarktisk på ski, og til tider nåede temperaturerne 50 minusgrader, skriver Clarke på sin hjemmeside.

- Jeg er virkelig glad. Men mest af alt er jeg lettet over, at jeg for første gang i 48 dage ikke skal op i morgen og slæbe min slæde i ni timer i sneen og i isnende vinde, siger Lewis Clarke i en udtalelse.

- I dag var virkelig hård. Jo tættere, jeg kom på målet, jo langsommere gik jeg. Mine ben havde fået nok. Men nu er jeg her, og jeg har fået noget pasta, og jeg sidder i et opvarmet telt, siger den 16-årige eventyrer.

Lewis Clarke har med sin rejse haft til formål at rejse penge til prins Charles velgørenhedsfond til unge mennesker, Prince's Trust.

Når han om nogle dage er tilbage i Storbritannien, håber han at få sin rekord anerkendt.

Guinness World Records oplyser, at den yngste person, der hidtil har trekket over land til Sydpolen uden at benytte sig af hunde eller motorkøretøjer, er den 18-årige canadier Sarah Ann McNair-Landry.

Det gjorde hun i januar 2005.

/ritzau/AFP