Britisk teenager ude af Wimbledon

Den britiske teenager Laura Robson tabte sin ottendedelsfinale i Wimbledons damesingle-række.Hun har henrykket de engelske tennisfans den seneste uge med fighterbetonet spil og flotte sejre. Men da den 19-årige brite Laura Robson stod overfor Kaia Kanepi i Wimbledons ottendedelsfinale, gik det galt.

Således tabte hun 6-7, 5-7.

- Det var en hård kamp. Men heldigvis kørte min serv perfekt, sagde Kaia Kanepi, der efter et skadesplaget år er faldet til en 46. plads på verdensranglisten.

I første sæts tiebreak så det ellers ud til, at Laura Robson ville bringe sig foran 1-0. Men selvom hun førte 5-2, tabte hun alligevel.

Kaia Kanepi, der er født i Haapsalu i Estland, fastholdt momentum i andet sæt, som hun sikrede sig på sin femte matchbold.

I kvartfinalen skal Kaia Kanepi, der i fjor slog danske Caroline Wozniacki ud af French Open, møde vinderen af kampen mellem Serena Williams og Sabine Lisicki.

- Hvis det bliver Serena, jeg skal møde, er taktikken klar. Så skal jeg slå hårdt, sagde Kaia Kanepi med et smil.

Dagens Gossip