Britiske aktier tager højdespring efter valget

Skrevet af admin

08/05/2015

Dagens topnyheder

Der bliver jublet på de britiske finansmarkeder fredag morgen over udsigten til, at David Camerons konservative parti vinder parlamentsvalget og opnår absolut flertal.

Det skriver Ritzau Finans.

Den britiske valuta, pundet, styrkes således over for sin største modpart, den fælleseuropæiske euro. Samtidig stiger de britiske aktier på børsen i London.

Fra begyndelsen af fredagens handel stiger det toneangivende britiske FTSE 100-indeks med omkring 1,8 procent - og dermed noget mere end de resterende toneangivende indekser på det europæiske kontinent.

På valutasiden styrkes den britiske valuta over for euro fredag morgen til 1,3709 euro per pund fra 1,3500 euro per pund torsdag ved dansk lukketid.

Desuden styrkes pundet til 1,5467 dollar fra 1,5200 dollar per pund torsdag klokken 17.

Hvad angår de britiske aktier, er det ifølge Bloomberg News især inden for banksektoren, at der er markante kurshop.

Bankaktier som Barclays, Royal Bank of Scotland og Lloyds Banking Group skal således lægge fra land med tydelige kursstigninger fredag morgen.

Under mere hjemlige himmelstrøg er der også taget fat på ugens sidste handelsdag med en positiv stemning, da det danske eliteindeks, C20 Cap, ved børsåbning løfter sig omkring en procent.

Blandt de danske eliteaktier er det ingeniørgiganten FLSmidth, der lægger sig i spidsen med en stigning på 2,3 procent til 277,4 kroner. Kursstigningen sker få timer, før selskabet leverer regnskabstal for sit første kvartal af 2015.

/ritzau/