Britiske EU-tilhængere frygter regn under folkeafstemning

Skrevet af admin

23/06/2016

Dagens topnyheder

Britiske EU-tilhængere har med ængstelse kigget ud ad vinduet torsdag morgen.

Frygten er, at dårligt vejr kan få folk til at opgive at stemme, fortæller Simon Usherwood, der er ekspert i EU-skepsis.

- Jeg er vågnet op til torden og regn, det er London også, siger Simon Usherwood, seniorlektor i britisk politik ved University of Surrey i det sydøstlige England.

- Når det står så tæt, som det gør, tror jeg, at remain-kampagnen vil være meget utilfreds med vejret. Ikke mindst fordi London er kampagnens højborg. Det er en klassisk britisk politik kombineret med klassisk britisk vejr, siger han.

Jo færre, der stemmer, jo bedre forventes kampagnen, der ønsker et farvel til EU, at stå. Det skyldes, at kampagnen har medvind hos den ældre del af befolkningen, som er langt mere stabile ved stemmeurnerne end de yngre briter.

Remain-kampagnen arbejder for, at landet forbliver i EU, leave-kampagnen for at forlade unionen. På trods af en voldsom valgkamp har meningsmålingerne ikke rykket sig mærkbart. Ti procent af briterne ved stadig ikke, hvad de vil stemme.

- Ingen af kampagnerne har haft det afgørende argumentet, der kunne overbevise tvivlerne.

- Der har været en del offentlig interesse, men folkeafstemningen er ikke det eneste, man taler om. Mange forstår ikke alle argumenterne, siger Simon Usherwood.

I stedet for at overbevise tvivlerne handler det altså om at få sikre støtter ud at stemme. Men i de seneste meningsmålinger har der været et lille forspring til den kampagne, der ønsker at forblive i unionen.

- Det havde alle forventet. Jo tættere vi kommer på dagen, jo mere begynder folk at tænke på de økonomiske omkostninger og usikkerheden ved at forlade unionen.

- Men det ser stadig meget tæt ud, der er kun få procentpoints forskel, siger Simon Usherwood.

Han regner dog med, at Storbritannien forbliver i unionen.

- Min mavefornemmelse siger, at Storbritannien vil forblive i EU. Men det bliver ikke med et stort flertal, og det bliver bestemt ikke en entusiastisk blåstempling af medlemskabet, siger han.

Valgstederne er åbne fra klokken otte til 23 dansk tid. Stemmerne ventes at være talt op fredag morgen.

/ritzau/