Britiske og norske myndigheder ændrer tysk rejsevejledning

Skrevet af admin

22/07/2016

Dagens topnyheder

Både det britiske og norske udenrigsministerium har fredag aften ændret i deres rejsevejledninger til Tyskland som konsekvens af et omfattende skyderi i storbyen München i Bayern.

Det britiske udenrigsministerium opfordrer alle briter i München til at holde sig fra området omkring Olympia-centeret, hvor flere mennesker angiveligt er dræbt i et skyderi.

Ministeriet opfordrer samtidig til, at man følger lokale myndigheders råd.

Samme melding kommer ifølge det norske nyhedsbureau NTB fra det norske udenrigsministerium, der beder nordmænd holde sig indendøre.

I Danmark har Udenrigsministeriets Borgerservice kort efter klokken 20 endnu ikke taget stilling til, om situationen i Tyskland giver anledning til særlige råd til danskere i Tyskland.

Vagthavende i Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser, at man løbende følger udviklingen i München.

- Situationen udvikler sig hele tiden, og generalkonsulatet i München er på sagen, lyder det.

/ritzau/