Britiske søndagsaviser rydder forsiden til ny prinsesse

Skrevet af admin

03/05/2015

Mest læste i dag

De britiske aviser er søndag meget enige om, hvad der er dagens forsidehistorie. Fødslen af en lille ny prinsesse lørdag har ryddet forsiderne hos alle på nær én søndagsavis.

- En søster til George, står der med store typer hen over forsiden af The Sunday Telegraph akkompagneret af et billede af hertuginde Kate med det sidste skud på stammen sovende i armene.

Flere aviser har også et ekstra tillæg med som indstik i dagens avis kun tilegnet den lille ny prinsesse.

- Folkets nye prinsesse, udråber The Sunday Times den endnu unavngivne mediedarling til at være.

Med overskriften hentyder avisen samtidig til den nyfødtes afdøde farmor, prinsesse Diana af Wales, der blev kaldt folkets prinsesse.

Tabloidaviserne The Sun og Sunday Mirror har næsten identiske forsider. Begge har valgt overskriften "Sleeping Cutie" med reference til "Sleeping Beauty", det engelske navn for "Tornerose".

Mens stort set alle aviser og blade flyder over med den royale begivenhed, omtaler avisen The Independent familieforøgelsen på side 29.

Avisen er kendt for ikke at have høje tanker om monarkiet og dedikerer i stedet forsiden søndag til en historie om det kommende britiske valg.

Prince William og hertuginde Kate viste lørdag aften deres nyfødte datter frem for offentligheden. Det skete, da parret forlod St. Mary's Hospital i London, hvor Kate klokken 8.34 London-tid fødte datteren.

Parret vinkede til de mange, der var mødt op for at følge begivenheden

Her kunne de se en baby svøbt i et hvidt tæppe. Hun havde travlt med at sove fra det hele, mens briterne gik amok i endnu en royal fødsel.

Den nye prinsesse vejede 3,7 kilo ved fødslen.

Prins William og Kate er i forvejen forældre til sønnen George, der kom til verden i 2013. Deres nyfødte datter bliver nummer fire i arvefølgen efter prins Charles, prins William og prins George.

/ritzau/AFP