Britiske soldater afhøres i sag om tortur af irakiske fanger

Den militære anklagemyndighed i Storbritannien er i gang med en omfattende efterforskning, der skal afdække, om der er hold i anklager om, at de britiske soldater under tjeneste i Irak mishandlede irakiske fanger. Bekræftes anklagerne, kan en stor gruppe af soldaterne tiltales for krigsforbrydelser.

Efterforskningen, der er blevet opkaldt »Al-Sweady«, som er navnet på en af de tyve irakiske fanger, har indtil videre varet tre år. Siden marts 2013 har vidner fra irakisk side været bag vidneskranken, og nu er det altså de britiske soldaters tur.

Formålet med efterforskningen er at fastslå, om de 20 irakere døde på slagmarken, sådan som de britiske soldater hævder, eller om de blev taget til fange, mens de var i live, for så senere at blive tortureret og henrettet ved en britisk militærlejr, som pårørende og medlemmer af lokalsamfundet hævder.

De britiske soldater har indtil videre benægtet påstande om, at irakerne skulle være blevet tortureret og henrettet. De siger, at de påståede henrettelser er falske rygter, og at de har fået næring af den sorg, pårørende til irakerne har følt i kølvandet på et blodigt opgør ved navn »Slaget ved Danny Boy« i 2004.

Ifølge de britiske soldater var irakerne døde i forvejen. Soldaterne har forklaret det med, at irakernes lig blev taget med til en nærliggende britisk lejr for at kontrollere, om nogle af dem var blandt gruppen af mistænkte.

Den forklaring har 15 irakiske vidner, der er blevet fløjet til London for afgive deres vidneforklaring i sagen, indtil videre afvist. Yderligere 45 irakiske vidner er fløjet til Beirut for at vidne via et direkte video-link fra den britiske ambassade.

Den britiske hær har efter en række mindre heldige sager taget konsekvensen af den sønderlemmende kritik, der har været af både soldater, hærens ledelse og landets forsvarsministerium. Hæren har således varslet ændringer i retningslinjer og uddannelse af personalet.

Dagens Gossip