Britiske soldater er sat ind for at hjælpe uvejrsofre

Skrevet af admin

06/12/2015

Mest læste i dag

Den britiske regering har søndag sat soldater ind for at hjælpe ofre for de oversvømmelser, som stormen Desmond har udløst.

Specielt Cumbria i det nordvestlige England er ramt af storm og store mængder regn, der har fået floder til at gå over deres bredder. Men også Skotland, det nordlige Wales og det nordøstlige England har følt naturens kræfter.

- Hæren er blevet mobiliseret, siger David Cameron, den britiske premierminister, på Twitter.

I Carlisle, hovedbyen i Cumbria, råder politiet indbyggerne til at holde sig inde søndag, da mange gader er oversvømmet.

Der meldes også om oversvømmelser i en stribe andre Cumbria-byer, herunder Cockermouth, Appleby, Windermere, Kendal og Keswick.

I de byer er hundredvis af familier evakueret.

Meteorologerne siger, at i de værst berørte områder faldt der lørdag 201,8 millimeter regn. Det er kun en smule mindre end de 215 millimeter, der i gennemsnit plejer at falde i området i hele december måned.

En række hospitaler er afskåret fra omverdenen, i hvert fald transportmæssigt, på grund af oversvømmelser. Jernbanespor og veje er blokeret af vand, og tusindvis af boliger i Cumbria har vaklende strømforsyning.

Dr. Craig Melrose, regional sundhedsdirektør i Cumbria, siger, at myndighederne er i gang med at udarbejde nødplaner efter at have gennemlevet "24 svære timer" med oversvømmelser.

- I øjeblikket er vore hospitaler Royal Lancaster Infirmary i Lancaster, Westmorland General Hospital i Kendal, West Cumberland og Cumberland Infirmary de mest alvorligt medtagne, siger Melrose.

En 90-årig mand blev lørdag dræbt i den britiske hovedstad, London, da et kraftigt vindstød blæste ham ud på vejen, bedst som der kom en bus.

Det meteorologiske institut i Storbritannien meddelte tidligere søndag, at det værste blæsevejr har passeret og er væk, men der kommer stadig meget regn i de næste par dage.

/ritzau/dpa