Britiske topchefers humør i kulkælderen efter EU-farvel

Skrevet af admin

18/07/2016

Dagens topnyheder

Briternes valg om at forlade EU har ifølge en ny rapport fra konsulentbureauet Deloitte sendt humøret hos landets topchefer helt i bund.

Den usikre fremtid får dem til at holde snitterne fra ansættelser, investeringer og nye produkter.

Deloitte har spurgt 132 finansdirektører i de største britiske selskaber om, hvordan de forholder sig til en stribe punkter, og det er grum læsning.

- Opfattelsen af usikkerhed er steget til niveauer, der ikke er set siden eurokrisen for fem år siden. Det har en giftig effekt på optimismen, der er på det laveste niveau, siden vi begyndte at måle i 2007.

- Finansdirektørerne ser ikke ud til at vente på, at væksten bremser op, før de justerer strategien, skriver cheføkonom hos Deloitte Ian Stewart i en kommentar til rapporten.

Det er da også kun otte procent af de adspurgte direktører, der mener, at det er et godt tidspunkt at tage mere risiko, og over halvdelen mener, at omsætningen og overskuddet vil falde de næste 12 måneder.

Halvdelen ser det som en vigtig prioritet at mindske omkostningerne. Otte ud af 10 forventer, at ansættelser og investeringer enten vil blive fastholdt eller falde over de næste 12 måneder.

- Der har været et markant skift mod mere defensive strategier efter afstemningen med fokus på at reducere omkostninger, øge pengestrømmene og holde igen med investeringer, skriver Ian Stewart.

Undersøgelsen er foretaget fra starten af juni til starten af juli. Efterfølgende har nogle af de større effekter på det britiske pund og finansmarkederne rettet sig.

Mandag har Martin Weale, medlem af Bank of Englands rentekomité, gydet olie på vandene.

Mens banken stadig ser usikkerhed og et fald i privatforbruget, fortæller Martin Weale, at effekten muligvis ikke bliver så stor som frygtet.

Storbritannien stemte den 23. juni for, at landet skal trække sig ud af EU. Fra beslutningen officielt bliver taget af den britiske stat, hvilket ikke er sket endnu, har landet to år til at forhandle betingelserne for udtrædelsen.

/ritzau/