Bro skal rives ned: Motorvej over Fyn spærres af i 16 timer

Motorvejen over Fyn spærres af i aften, og den vil være lukket frem til søndag formiddag klokken 10.

Motorvejen bliver spærret for trafik på hele den omkring 10 kilometer lange strækning mellem Nørre Aaby og Middelfart.

Det sker klokken 18.00 lørdag den 26. maj. Motorvejen åbner igen søndag den 27. maj klokken 10.00.

Motorvejsbroen, der fører den lokale Aulbyvej over E20, skal rives ned, da der skal bygges et helt nyt tilslutningsanlæg på stedet.

Aulbyvej krydser E20 omkring fem kilometer øst for Middelfart. Under nedrivningsarbejdet skal motorvejen være helt fri for trafik.

I østgående retning bliver trafikken ledt af motorvejen ved afkørsel 58 ved Middelfart. Den vestgående trafik bliver ledt af ved afkørsel 57 ved Nørre Aaby.

Trafikken skal følge omkørselsskiltene i området, men den bliver generet i så kort tid som muligt.

Trafikanterne skal køre en omvej, men Vejdirektoratet skal nok skynde sig, lover projektleder Mike Boesen.

- Vi kan naturligvis ikke undgå at genere trafikken på motorvejen, når vi spærrer den helt af, men vi skynder os så meget vi kan. Vi har meget stort fokus på, at trafikanterne bliver generet i så kort tid som muligt, siger han.

Vejdirektoratet har valgt at broen skal rives ned i et hug pinsenat, blandt andet fordi trafiktællinger viser, at der kun er lidt trafik på motorvejen på det tidspunkt.

Hvis trafikken skulle køre samtidig med nedrivningen, ville det komplicere og forlænge nedrivningsarbejdet og derfor medføre en længere periode med gener for trafikanterne.

- Vi har gode erfaringer med metoden, pinen bliver så kort som mulig, siger Mike Boesen.

Når motorvejen åbner igen søndag den 27. maj, vil der være en hastighedsbegrænsning på 80 km/t lige omkring brostedet, da byggeriet af den nye bro starter med det samme.

Materialer fra broen genbruges i motorvejen Selve betonen i broen vejer omkring 2.400 tons og broen bliver revet ned af store gravemaskiner.

De mange tons beton bliver genbrugt som underlag for ramperne i det nye tilslutningsanlæg. Betonen skal derfor ikke fragtes væk, men bliver deponeret og knust lige ved siden af broen.

På den måde sparer Vejdirektoratet ressourcer i byggeriet af tilslutningsanlægget. Aulbyvej spærres allerede den 21. maj 2012

Selvom broen først rives ned den 26. og den 27. maj, er det nødvendigt at lukke broen for krydsende, lokal trafik allerede mandag den 21. maj.

Entreprenøren har brug for at forberede nedrivningen. Aulbyvej vil være spærret i et år frem til juni 2013, hvor den nye bro er færdigbygget.

Arbejdet er en del af udbygningen af motorvejen mellem Nørre Aaby og Middelfart, der skal stå færdig i 2015.

Dagens Gossip