Broderskabet kræver Morsi genindsat

Den åndelige leder af organisationen Det Muslimske Broderskab talte fredag ved et møde for titusindvis af Morsi-tilhængere i Cairo, og her erklærede han, at demonstrationerne til fordel for den kuppede præsident vil fortsætte, til han er genindsat.

»Millioner vil forblive på pladserne, til vi kan bære vores folkevalgte præsident, Mohamed Morsi, på vores skuldre,« sagde Mohammed Badie, »øverste vejleder« i broderskabet, ifølge AFP til den jublende forsamling ved Rabaa al-Adawiya Moskeen.

Ifølge Reuters erklærede Badie, at han og Det Muslimske Broderskab er klar til at indgå en aftale med kupmagerne i Egyptens væbnede styrker, men at det først kan komme på tale, når Morsi er tilbage på præsidentposten.

Broderskabet har udnævnt fredag til »Raseriets Dag«, og det er kommet til flere voldelige sammenstød ved de mange Morsi-tro demonstrationer landet over. Mindst tre personer blev skudt og dræbt uden for Republikanergardens kaserne i Cairo, hvor den afsatte præsident sidder fængslet, mens adskillige andre blev såret ved sammenstød med politistyrker.

I byen Damanhour blev 21 personer såret ved en demonstration. Ifølge lederen af byens hospital, Ehab el-Ghoneimy, er tre personer blevet ramt af skarpe skud, mens de øvrige er blevet ramt af sten, hagl eller kæppe.

På Sinai-halvøen er to politifolk, der bevogtede en regeringsbygning i byen Al-Arish, blevet skudt og dræbt af ukendte gerningsmænd. Ifølge Reuters vurderer lokale hospitalskilder, at drabene ikke kan kædes sammen med uroen i kølvandet på kuppet.

Dagens Gossip

Dagens TV