Brødre stjal kreditkort og købte luksusrejser: Op mod 50 mennesker kan vente besøg fra politiet

I længere tid har Østjyllands Politi efterforsket en sag om omfattende databedrageri.

Til formiddag klokken 9.30 bliver tre personer fremstillet i grundlovsforhør. To brødre på 23 og 25 år samt deres fætter på 22 år sigtes for at være hovedpersonerne i et netværk, der har brugt stjålne, udenlandske kreditkort til at købe luksusrejser, elektronik og tøj. Politiet har derudover afhørt 15 personer, hvoraf flere er sigtede.

Efterforskningen førte til, at politiet onsdag formiddag ransagede ti adresser i Brabrand blandt andet for at sikre computere og andet udstyr, som kan være brugt i forbindelse med bedrageriet.

Ulovlighederne er foregået ved, at personerne har bestilt dyre rejser og betalt med de stjålne kreditkort. De har enten selv rejst eller betalt rejsen til andre mod betaling.

Efterfølgende har de udenlandske kreditkortudstedere afvist betalingen. Indtil videre har det kostet et enkelt rejseselskab over 400.000 kroner.

De tre, som i dag fremstilles i grundlovsforhør, kan meget vel få selskab.

I den nærmeste fremtid forventer politiet at kontakte op mod 50 personer primært fra Brabrand-området, som kan have en rolle i sagen. Politiet formoder, at der vil være sigtelser til mindst halvdelen af dem.

Dagens Gossip