Brøndby afviser at bundgyser bliver afgørende

Det har været forbudt for alle tilskuere at komme på Brøndby Stadion de seneste uger, men søndag eftermiddag er det kun forbudt for børn.

Et hurtigt blik på stillingen i bunden af Superligaen retter tankerne mod en gyserkamp mellem to klubber, der ugen igennem har svaret på spørgsmål om alt andet end fodbold. Lige fra aktieemissioner til falske underskrifter. Men nu gælder det spillet på banen og tre livsvigtige point til bundstriden.

- Temaet Christopher Poulsen er forbi. Spillerne har svaret på de spørgsmål, der har været. De sidste dage har vi bare koncentreret os om den kamp, vi har i dag, siger Silkeborg-træner Viggo Jensen til Sporten.dk

Sportsligt kommer jyderne fra en succesoplevelse i sidste weekend, hvor AGF blev besejret. Anderledes gik det Brøndby, der leverede en pinlig indsats og derfor fik ørerne i maskinen mod Sønderjyske. Det fik efterfølgende Auri Skarbalius til at kritisere sine spillere offentligt.

- Som leder har jeg ansvaret for at vælge retningen, for at træne spillerne og for at stille krav. Jeg har hele tiden sagt, at hvis spillerne har den rigtige indstilling og ærgerrighed, så er det tilladt at lave fejl. Men når jeg mærker, at spillerne ikke agerer professionelt - og det hedder jo professionel fodboldspiller - så kommer jeg til at sige det højt. For det er uacceptabelt, forklarer Brøndby-træneren om sit udbrud.

Nederlaget til Sønderjyske fastholdt Brøndby på 27 point. Nøjagtig samme antal som Silkeborg har under den frygtede nedrykningsstreg. Tre point er derfor noget nær altafgørende for begge klubber.

- Når man er i bunden gør det ondt, hver gang man taber. Især når det er til dem, der ligger lige ved siden af i tabellen, for så løber de tre point væk. Så selvfølgelig er det en vigtig kamp, erkender Auri Skarbalius.

- Men det er vigtigt at have den indre ro. Vi er en del af bundstriden, men der er ikke noget, der er afgjort, uanset om vi vinder eller taber. Ja, det vil hjælpe os meget, hvis vi vinder, og omvendt ser det svært ud med et nederlag. Men det er ikke enten eller, uddyber litaueren.

Skarbalius skal dog ikke forvente nogen nem kamp mod et Silkeborg-hold, der har tænkt sig at ignorere alle udefrakommende distraktioner og udelukkende holde fokus på at ’eje kampen på den københavnske vestegn.

- Brøndby kører altid friskt på og spiller med en god optimisme, men vi vil gerne afvikle kampen på vores præmisser. Så vi spekulerer ikke i, om Brøndby har en god dag eller et bestyrelsesmedlem, der ikke har haft afføring i den her uge, slutter Viggo Jensen med et lille grin.

Dagens Gossip