Brøndby-aktie hitter efter Superliga-redning

Brøndbys redning i Superligaen giver tirsdag morgen medvind på fondsbørsen.

Den vigtige 1-0-sejr på udebane mod AC Horsens har efter de første 20 minutters handel fået Brøndby-aktien til at stige med 14,6 procent til 3,30 kroner.

Stigningen kommer oveni en pæn stigning i slutningen af sidste uge, hvor holdet tog et vigtigt skridt mod overlevelsen i Danmarks bedste fodboldrække, da sidste sæsons mestre fra FC Nordsjælland blev slået med 4-0 i torsdags.

Den sejr førte fredag til en stigning på 12,5 procent, så Brøndby-aktien kunne gå på weekend til en værdi af 2,88 kroner.

Brøndby har i foråret gennemført en aktieemission, hvor klubben fik afværget en truende konkurs og fik tilført 108,4 millioner kroner.

En eventuel nedrykning ville have kostet Brøndby op imod 25 millioner kroner i tabte indtægter.

/ritzau/

Dagens Gossip