Brøndby bekræfter: Klubben skal have ny direktør

Skrevet af admin

27/08/2015

Dagens topnyheder

Torsdag skrev flere medier, at Brøndby har planer om at ansætte en ny direktør, og det fik Brøndby til at udsende en fondsbørsmeddelelse.

- BT og flere andre danske medier har her til eftermiddag spekuleret i, at Brøndby IF ønsker at ansætte en ny CEO (direktør, red.).

- Brøndby IF kan bekræfte, at bestyrelsen på et bestyrelsesmøde den 26. august har besluttet at udvide direktionen fra én til to personer.

- På sigt betyder det, at den nuværende CEO vil rokere og blive ny CFO (finansdirektør, red.), og derfor er man i en proces i forhold til ansættelse af en ny CEO, hedder det i meddelelsen.

Meddelelsen er underskrevet af bestyrelsesformand og storaktionær Jan Bech Andersen.

Det var BT og Jyllands-Posten, der begge torsdag skrev historien om, at klubben leder efter en ny direktør. Ifølge Jyllands-Posten skulle meldingen være kommet fredag, hvor der udsendes halvårsregnskab.

Den nuværende administrerende direktør Jesper Jørgensen får den nye rolle som finansdirektør, mens avisen mener at vide, at den nye direktør kommer fra et direktørjob i detailbranchen.

- Beslutningen træffes ifølge Jyllands-Postens oplysninger, fordi Brøndby IF i disse tider oplever, at klubben tjener flere og flere penge på sponsorer. Jesper Jørgensen er mere en administrator med styrker i økonomistyring end en kommerciel stærk direktør, skriver avisen på sin hjemmeside.

Der ændres ifølge avisen ikke på det sportslige mål om at blive dansk mester senest i sæsonen 2017/2018.

BT skrev tidligere torsdag følgende:

- Jesper Jørgensen har ledet virksomheden, siden Tommy Håkansson blev fyret i februar 2014, og har ifølge BT's oplysninger gjort det til bestyrelsens tilfredshed, men uden den pondus, Jan Bech Andersen kræver for at få opfyldt sin såkaldte Vision 2017, der handler om at skabe et konkurrencedygtigt fodboldhold med en sund økonomi.

/ritzau/