Brøndby-direktør afviser fyringstrussel som løse rygter

Brøndby-direktør Tommy Håkansson er i hvert fald ikke underrettet endnu, hvis Superliga-klubbens bestyrelse er i gang med at søge efter hans afløser. Han afviser dermed de oplysninger som BTs fodboldredaktør Morten Crone og Tipsbladet har fremlagt henholdsvis søndag og tirsdag.

- Jeg vil ikke kommentere det yderligere, end at det udelukkende er løse rygter. Dem er man vant til, når man er direktør i Brøndby. Den ene dag er det træneren, der skal fyres. Den næste dag er det sportschefen, og nu er det så mig, siger en fattet Tommy Håkansson.

- Så længe bestyrelsen har besluttet, at jeg skal være administrerende direktør, så forholder jeg mig ikke til andet end at udføre det arbejde bedst muligt, forklarer han uden at garantere, at han også holder fast i sin direktør-stol efter den ekstraordinære generalforsamling tirsdag eftermiddag.

Her skal Brøndbys bestyrelse dog, ifølge BTs oplysninger, primært have fokus på, om bestyrelsen og investorer skal have ret til at sikre sig økonomiske gevinster i form af aktieoptioner, de såkaldte warrants, der potentielt kan sikre dem store økonomiske fordele i fremtiden.

I forbindelse med historierne om Håkanssons afgang er blandt andre Manchester Uniteds danske sponsor-direktør Casper Stylsvig nævnt som en mulig afløser. Et andet navn, der er blevet bragt i spil, er den tidligere FCN-direktør og nuværende direktør i madimperiet Meyer Gruppen, Tage Nielsen.

Mens bestyrelsen bestemmer Tommy Håkanssons skæbne, vil han gerne afvise, at der skulle være konflikter mellem ham og de ansatte i Brøndbys administration.

- Jeg har et fantastisk forhold til alle mine ansatte i administrationen, afviser Tommy Håkansson.

Dagens Gossip

Dagens TV