Brøndby er positiv over for player-sponsorater

Brøndby har tidligere afvist player-sponsorater og kaldt det for finansiel doping. Nu er stemningen dog positiv.

Det er på mere end en måde nye tider i Brøndby. Væk er mange års bærende kræfter som Per Bjerregaard og Benny Winther, der er afløst af et nyt persongalleri og med dem nye tanker om vejen frem. Nok har Brøndby IF via en aktieemission reddet det økonomiske liv, men pengetanken er ikke til fordums spillerindkøb, hvorfor den nuværende ledelse har åbnet døren for ’player-sponsorater for at forstærke truppen med spillere fra en økonomisk hylde, som Brøndby ellers ikke ville kunne handle fra.

Søndag aften bekræftede bestyrelsesformand Aldo Petersen i fodbolddebat-programmet Onside, at flere af klubbens nyerhvervelser er sikret med ’player-sponsorater. Altså spillere som Lukas Hradecky, Martin Ørnskov og Michael Almebäck. En trio, der - målt på alder og kvalitet - må vurderes ikke kun er hentet ind for at styrke spillertrup, resultater og aktiekurs, men også med mulighed for videresalg.

Lukas Hradecky, som med sin aftale af fire års varighed kan løbe op i samlede udgifter målt på løn og sign-on fee i 10 millioner kroner, har således luftet forventninger om et salg og klubskifte allerede til næste sommer. Tidligere bestyrelsesformand Per Bjerregaard afviste den slags modeller tilbage i sommeren 2011 med argumentet om, at man frygtede at give køb på klubbens frihed og handlekraft.

- Derfor vil vi heller ikke kaste os ud i player-sponsorater, for det er økonomisk doping, at man henter spillere, man reelt ikke har råd til. Det kan være et skråplan at komme ind på, forklarede Per Bjerregaard dengang til BT.

I dag forklarer Brøndbys direktør, Tommy Håkansson, om tiltaget.

- Der er en masse gode kræfter omkring Brøndby, som gerne vil støtte på den ene eller anden måde. Vi er åbne over for initiativer, der kan styrke os sportsligt, og derfor er vi også positive over for player-sponsorater, siger han.

Han ønsker dog ikke at oplyse, hvilke spillere der er hentet ind på den slags aftaler, men transfersummer og løn taler for, at de tre nye spillere er hentet ind på den facon. Tidligere har tele-rigmanden Thomas Rasmussen købt transferrettigheder til Simon Makienok, men de rettigheder har Brøndby købt tilbage.

Typisk betaler investorer transfersum for at købe en spiller eller sign-on fee for en transferfri spiller. Klubben afholder som regel spillerens løn, med mindre der er tale om en virkelig løntung spiller – i givet fald kan investorgruppen ligeledes spytte i kassen her.

Ved salg af spilleren på player-sponsorat aftales, at investorgruppen får sine udgifter dækket samt får en del af det eventuelle overskud. Typisk i en fordeling på 50/50. Det sagde Aldo Petersen i Onside:

- Det er offentlig kendt, at en rigmand som Thomas Rasmussen har player-sponsorat i Brøndby, og med de ressourcer, som vi har, så er det muligt for Brøndby at finde de spillere, som vi føler, der skal bruges qua en opbakning fra de her player-sponsorater.

Dagens Gossip

Dagens TV