Brøndby får svær vej til europæisk gruppespil

Skrevet af admin

15/07/2016

Dagens topnyheder

Fodboldklubben Brøndby står til at møde den tyske bundesligaklub Hertha Berlin i en eventuel tredje kvalifikationsrunde i Europa League.

Først skal Brøndby dog lige gøre arbejdet færdigt mod skotske Hibernian. Den første kamp i Skotland vandt Brøndby med 1-0. Der er returkamp på Brøndby Stadion på torsdag.

Hertha Berlin var den værst tænkelige modstander af de muligheder, som Brøndby kunne ramle ind i ved lodtrækningen i schweiziske Nyon fredag eftermiddag.

Lidt bedre lodtrækning fik Sønderjyske, som står til at møde enten serbiske Partizan eller polske Zaglebie Lubin i en eventuel tredje kvalifikationsrunde i Europa League.

Det kræver dog en samlet sejr over norske Strømsgodset, som torsdag aften blev besejret med 2-1 i det første opgør i Haderslev.

FC Midtjylland var i modsætning til Sønderjyske og Brøndby seedet til tredje kvalifikationsrunde i Europa League og skal enten møde ungarske Videoton eller serbiske Cukaricki.

FCM vandt torsdag aften 3-0 på hjemmebane over Vaduz i anden runde, så det burde være en formsag at gå samlet videre.

/ritzau/