Brøndby-formand Jan Bech Andersen genopstiller ikke

Skrevet af admin

29/03/2016

Dagens topnyheder

Formanden i Brøndby IF, Jan Bech Andersen, genopstiller ikke ved generalforsamlingen 13. april. Det oplyser fodboldklubben i en fondsbørsmeddelelse tirsdag.

Pengemanden Jan Bech Andersen, der tidligere er blevet betegnet som en redningsmand for klubben, sendte for nylig chokbølger gennem både klub og dansk fodbold for sin rolle i den såkaldte "Oscar-sag".

Sagen gik ud på, at formanden under brugernavnet "Oscar" skrev negativt om den daværende træner Thomas Frank, tidligere sportsdirektør Per Rud samt en række Brøndby-spillere.

Efterfølgende opsagde Thomas Frank sin stilling og forlod klubben, og fanforeningen Brøndby Supporters Trust (BST), der har en plads i Brøndbys bestyrelse, skrev på Facebook, at foreningen ikke længere havde tillid til bestyrelsesformand Jan Bech Andersen.

Jan Bech Andersen gik efterfølgende bodsgang og undskyldte sine handlinger.

- Er jeg utrolig ked af den larm og uro, som jeg har været skyld i de sidste 24 timer? Ja, i den grad. Er jeg ked af, at samarbejdet med Thomas stopper? Ja, mere end nogen anden.

- Kan jeg forstå, at det er et tillidsbrud? Selvfølgelig kan jeg det. Forlader jeg Brøndby på grund af dette? Nej, det gør jeg ikke, sagde han i et langt brev til klubbens fans 9. marts.

Den øvrige bestyrelse, der består af Morten Nødgaard Albæk, Sune Blom, Jim Stjerne Hansen, Thorleif Krarup og Jesper Eigen Møller, genopstiller.

Jesper Eigen Møller ventes at blive ny bestyrelsesformand, hvis generalforsamlingen følger bestyrelsens forslag. Morten Nødgaard Albæk bliver næstformand.

/ritzau/