Brøndby henter Szymanowski på permanent kontrakt

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Alexander Szymanowski har imponeret så meget i Brøndby, at fodboldklubben har tænkt sig at købe den argentinske lejesvend fri af kontrakten med den spanske klub Recreativo Huelva.

Det er besluttet, oplyser Brøndby i en delårsrapport for tredje kvartal af 2013. Det er i samme periode, at Alexander Szymanowskis har spillet sig ind som fast mand hos Brøndby i Superligaen.

- Den sportslige ledelse har efterfølgende besluttet at udnytte købsoptionen i forbindelse med Alexander Szymanowskis lejeaftale, skriver Brøndby i delårsrapporten.

Selv om Brøndby skriver i sin egen delårsrapport, at den sportslige ledelse har besluttet, at udnytte købsoptionen, så afviser sportschef Per Rud, at der noget nyt i sagen.

- Der er ikke noget nyt i den sag. Vi har blot gentaget det, jeg sagde til vores egen hjemmeside i oktober.

- Vi ønsker at udnytte købsoptionen, men der er ikke noget, der er underskrevet endnu, og der er ikke noget, der er på plads, siger Per Rud til tipsbladet.dk.

- Jeg kan ikke sige så meget mere om det, for der er flere parter involveret, men vi skal helt sikkert ind i det nye år, før vi har mulighed for at udnytte den option, siger Per Rud.

Brøndby har fået et større økonomisk råderum efter en aktieemission, som er gået over forventning. Det har blandt andet betydet, at klubben nu har oparbejdet en solid egenkapital på næsten 200 millioner kroner.

Superligaklubben Brøndby skrev i første omgang under på en etårig lejekontrakt med Alexander Szymanowski, som stod til at udløbe til næste sommer.

Tidligere på sæsonen har venstrekanten ytret ønske om at få lov til at blive i klubben efter denne sæson.

/ritzau/