Brøndby holder liv i bronzedrømmen med sejr i Hobro

Med en 2-0-sejr ude over Hobro meldte Brøndby sig igen ind i kampen om bronzemedaljer i Alka Superligaen. Samtidig sikrede de sig minimum fjerdepladsen, der i denne sæson giver europæisk deltagelse.

Det gjorde de, fordi FC Midtjylland kun fik 0-0 med hjem fra Aalborg. Det resultat betyder, at Brøndby nu har to point op til Midtjylland, mens AaB ikke længere kan gå forbi Brøndby i tabellen.

Brøndby-sejren blev grundlagt allerede efter syv minutter, da David Boysen bragte gæsterne i front. Han modtog et fladt indlæg fra Teemu Pukki og kunne i tredje forsøg skovle bolden i nettet fra en liggende position tæt under mål.

Meget mere havde gæsterne ikke at byde på i en første halvleg, hvor heller ikke hjemmeholdet gjorde meget væsen af sig.

Deres bedste mulighed i de første 45 minutter tilfaldt Mayron George, da han slap alene igennem med Frederik Rønnow. Men målmanden kom godt ud og trak sig sejrrigt ud af duellen med Hobro-angriberen.

Hjemmeholdet var toneangivende i anden halvleg, hvor Brøndby kun var sjældne gæster på Hobros halvdel, men hjemmeholdet formåede ikke at komme frem til de store tilbud.

Og så var det i stedet Brøndby, der kunne lukke og slukke. Kamil Wilczek kom først på en retur, og kunne sende bolden i nettet fem minutter før tid.

I slutminutterne var Hobro ved at skabe spænding igen, men først diskede Rønnow op med en flot redning på et Mayron George-forsøg, inden Anders Bak Holvad sendte returen på overliggeren.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip