Brøndby-jamaicaner kan nu trække i arbejdstøjet

Skrevet af admin

15/09/2015

Dagens topnyheder

9. september offentliggjorde Brøndby tilføjelsen af den jamaicanske midtbanespiller Rodolph Austin til truppen, men endnu har han ikke fået dansk græs under fødderne.

Opholds- og arbejdstilladelsen har trukket en smule ud, men onsdag - en uge efter kontraktunderskrivelsen, kan Austin endelig træne med sine nye holdkammerater på Vestegnen.

Brøndby meddeler på klubbens hjemmeside tirsdag, at de sidste papirer nu er i orden, og at Austin vil træne med resten af truppen onsdag formiddag.

Dermed kan han debutere for klubben i udekampen mod AaB i den kommende runde, såfremt cheftræner Thomas Frank udtager ham.

30-årige Rodolph Austin har i de seneste tre sæsoner spillet mere end 100 kampe for Leeds United, og han har tidligere tørnet ud for klubberne Portmore United i hjemlandet Jamaica og SK Brann i Norge.

Derudover står han noteret for 83 landskampe og syv scoringer for Jamaica.

/ritzau/