Brøndby klar til at købe Makienok tilbage

Det er der én spiller, der er, nemlig angriberen Simon Makienok Christoffersen. Dette playersponsorat blev indgået i eftersommeren 2012, da Brøndby IF havde behov for at få nogle penge i kassen og styrke den kortsigtede likviditet. Men nu er Brøndby parat til at købe den markante spiller tilbage.

- Brøndby IF kan med tilfredshed oplyse, at der er indgået en foraftale om ophævelse af playersponsoratet på Simon Makienok Christoffersen, skriver klubben således på brondby.com og forklarer tiltaget således:

- Brøndby IF ønsker at have fuld dispositionsret over sine spillere i samarbejde med disse. Efter kapitaludvidelsen er det derfor bedst for virksomheden, at den bliver frigjort fra det eneste playersponsorat, som Brøndby IF har indgået.

Det er rigmanden Thomas Rasmussen, der ejer Simon Makienoks playersponsorat, og han bekræfter over for sporten.dk, at han har indgået en aftale med Brøndby om at sælge angriberen tilbage til klubben.

- Vi købte ham i kombination af, at der ikke var så mange penge i klubben og så, at de skulle have mulighed for at forstærke sig med Quincy Antipas. Og det fik de så mulighed for. Selvfølgelig er det altid bedst, at en klub selv ejer spillerne, så det er en håndsrækning til klubben, at vi ophæver den igen, siger Thomas Rasmussen.

Forretningsmanden indrømmer gerne, at det kunne være blevet en god forretning at beholde andelen i Brøndbys målsluger. Men Thomas Rasmussen er også Brøndby-mand, og det har været vigtigere i denne forbindelse.

- Det har været vigtigere for mig at efterkomme Brøndbys ønske om at eje ham selv. Det har været nummer ét. Men Makienok har, siden jeg har købt ham, udviklet sig, og jeg havde da ikke haft noget imod at beholde ham. Men jeg vil ikke stå i vejen, når klubben gerne vil have ham selv, siger rigmanden.

Så det er først og fremmest en håndsrækning, og så har du måske gjort en lille god handel?

- Sådan må du godt skrive det, siger han uden at ville sætte beløb på.

Var det Brøndby-hjertet, der vandt over forretningsmanden i dette tilfælde?

- Nej, det blev 1-1, griner han, inden han svarer uddybende.

- Det ved jeg ikke, der er ingen tvivl om, at Makienok er dygtig. Det syntes jeg inden, og det har ikke ændret sig. Jeg tror, værdien af Makienok vil stige og stige, hvis han fortsætter med at udvikle sig, men der skal også noget fornuft til. Og det her er superfornuftigt for begge parter. Alle kan være glade, og det er vel egentlig det livet handler om, siger Thomas Rasmussen, der er blandt de personer, der har investeret i Brøndby i forbindelse med aktieemissionen.

- Jeg har også købt aktier, selvfølgelig har jeg det.

Både Brøndby IF og Thomas Rasmussen forventer, at deres fælles aftale falder endeligt på plads i begyndelsen af næste måned.

 

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV