Brøndby-målscorer: En verden til forskel

Skrevet af admin

25/11/2013

Mest læste i dag

Brøndby vandt søndag 1-0 hos FC Midtjylland og spillede sig inden for seks points afstand af førerholdet.

Det er kulminationen på en periode med ni ligakampe uden nederlag, hvor de blågule er vandret fra bunden til toppen af tabellen.

- Der er en verden til forskel på nu, og da jeg startede i klubben, hvor der skete utrolig mange ting, siger matchvinder Martin Ørnskov og fortsætter:

- Vi har fået opbygget et super fundament fra målmanden over forsvaret og hele vejen op. Vi står godt som hold og bygger på fra uge til uge. Truppen er god og bred, hvilket vi beviser for tiden, siger han.

Den tidligere Silkeborg-spiller er dog varsom med at melde Brøndby ind i guldkampen.

- Qua vores præstationer vil jeg lyve, hvis jeg sagde, at det ikke går godt. Det er svært at spå om særligt meget i den her liga, men vi vil selvfølgelig hellere kigge opad end nedad, siger han.

Brøndby-træner Thomas Frank glæder sig over den store defensive stabilitet, der er grundlaget for holdets gode stime.

- Vi får nu udbetaling for det defensive arbejde, vi har lavet fra dag ét i sommer, og det kommer vi også til at arbejde videre med.

- Samtidigt har vi fået flere og flere kampe sammen, og ni kampe i træk uden nederlag og fem clean sheets i træk vidner om stor stabilitet og mentalt styrke, siger Frank, der heller ikke er meget for at snakke om at være et tophold:

- Forventningerne stiger selvfølgelig på grund af resultaterne, og jeg er modsat i starten af sæsonen ikke længere så bekymret for at rykke ned.

- Vi tror meget på tingene ude hos os, men jeg vil godt lige helskindet gennem de sidste kampe i efteråret, inden vi jubler alt for meget.

Brøndby har næste søndag hjemmebane i derbyet mod ligeledes formstærke FC København. /ritzau/