Brøndby: Modstanderne har respekt for os nu

Søndagens 1-0-sejr over Randers FC har for alvor givet tro på tingene for Brøndby-spillerne, som nu kigger frem mod de kommende altafgørende bundkampe mod Sønderjyske og Silkeborg.

Mikkel Thygesen understreger vigtigheden af, at holdet nu kæmper videre.

- Jeg har aldrig troet på, at vi rykker ned. Nu er det bare vigtigt, at vi ikke går i dvale. Vi skal fortsætte med at kæmpe. Jo flere point vi får, jo mere selvtillid får vi selvfølgelig også, siger Mikkel Thygesen.

- Vi har haft kniven for struben i alle forårets kampe, og i de kommende to vigtige kampe skal vi bare ud med de samme dyder, som vi viste i dag (søndag, red.). De andre hold har måske mere respekt for os nu, siger han.

Thygesens midtbanekollega Jens Stryger Larsen mener, at selvtilliden kan blive afgørende i de kommende bundkampe.

- Det er super dejligt, at vi efter en vundet kamp kan følge det op med endnu en sejr. Så vi kommer med selvtillid frem mod de kommende kampe, siger Jens Stryger Larsen.

- Der er gode muligheder for at lægge lidt afstand til de to hold, så det er to meget vigtige kampe. Men i bund og grund er de ikke vigtigere end andre. Selvfølgelig er det kun godt, hvis vi kan besejre de direkte konkurrenter i bunden, siger han.

Brøndby spillede sig med sejren over Randers på tre points afstand af nedrykningsstregen. Et af de hold, der i øjeblikket befinder sig under stregen, er Brøndbys næste modstander, Sønderjyske.

Som det var tilfældet med AGF-kampen, bliver Brøndby-Sønderjyske på næste søndag spillet for tomme tribuner som en konsekvens af tilskueruroligheder.

/ritzau/

 

Dagens Gossip