Brøndby: Nu må vores fans lære god opførelse

Brøndby IF tager på sin hjemmeside afstand fra, at Randers-målmand David Ousted måtte finde sig i at få kastet lightere, kanonslag og en enkelt gulerod efter sig under søndagens superligakamp på Brøndby Stadion.

- I søndagens hjemmekamp mod Randers FC var der desværre en episode i første halvleg, hvor nogle af Brøndby IF's tilskuere på Sydsiden kastede genstande på banen.

- Brøndby IF tager kraftigt afstand fra de personer, hvis opførsel - set i lyset af klubbens nuværende situation - ikke kunne være dummere.

- En sådan ageren skader både klubben, spillerne og fansene på lægterne, og det er mere end på tide, at de pågældende fans indser det og handler derefter, skriver klubben.

Brøndby vil i de kommende dage gennemse videomateriale fra kampen og tale med eventuelle vidner, der kan hjælpe med at identificere de personer, som kastede genstande på banen.

Fanges de skyldige, vil de pågældende personer kunne imødese en bøde for brud på stadionreglementet, en lang karantæne fra alle Brøndbys kampe samt eventuelt en politianmeldelse, lyder det fra klubben.

Dommer Michael Svenden har indberettet episoderne til disciplinærudvalget i Dansk Boldspil-Union (DBU), og det er uheldigt nyt for Brøndby.

I første omgang var det nemlig slet ikke meningen, at der skulle være tilskuere på plads på Brøndby Stadion til Randers-opgøret.

DBU's disciplinærudvalg har givet Brøndby en straf på to kampe uden tilskuere og en bøde på 150.000 kroner i forbindelse med tilskuerballaden i en pokalkamp mod FC København 28. november sidste år.

Her invaderede flere Brøndby-fans blandt andet banen efter slutfløjt, og der blev kastet med romerlys.

I dommen stod der også, at skulle der blive yderligere problemer med Brøndbys tilskuere i løbet af foråret, risikerede klubben at skulle spille endnu en kamp på Brøndby Stadion for lukkede tribuner.

Brøndby har dog valgt at anke straffen til Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) appeludvalg, og derfor kunne klubben lukke tilhængere ind på Brøndby Stadion til søndagens kamp.

Efter balladen mod FCK planlagde Brøndby at sætte net op foran de to endetribuner, men det er endnu ikke sket. De står først klar til næste hjemmekamp 13. marts mod Esbjerg, skriver klubben.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV