Brøndby og FC København deler i dramatisk topkamp

FC København fik søndag reddet det ene point med hjem fra Brøndby efter en målløs udgave af New Firm.

Superligaens tophold fik udvist Federico Santander og måtte spille de sidste 40 minutter med ti spillere. Trods et tungt Brøndby-pres i anden halvleg endte det storkøbenhavnske brag 0-0.

For første gang i flere år havde duellen mellem de to storklubber en ekstra dimension, da både FCK og Brøndby efter 15 spillerunder er blandt bejlerne til mesterskabet.

Der blev da også gået særdeles hårdt til den i nærkampene, hvor spillere som Brøndbys Daniel Agger og FCK's udviste Federico Santander slog sig på hinanden. Det var heller ikke pæne ord, der blev udvekslet.

Før udvisningen havde FCK og Brøndby på skift initiativet, og de største chancer opstod, når det ene hold var på vej frem og blev fanget i en hurtig kontra af modstanderne. Det skete en hel del gange i den medrivende forestilling.

Federico Santander var tættest på at afgøre kampen, da sydamerikaneren efter en halv time ramte stolpen.

Chancen opstod efter et Brøndby-angreb, hvor Rodolph Austin sprintede fremad banen, men måtte se sig tacklet af gæsternes Daniel Amartey. Bolden kom hurtigt frem til Nicolai Jørgensen, der kunne se Kasper Kusk og Santander byde sig til.

Jørgensen fik spillet Santander helt perfekt, men træværket reddede for Brøndby, inden Kusk i samme angrebssekvens forspildte endnu en stor chance. Midtbanespillerens skud havnede langt oppe på endetribunen.

Hos Brøndby gjorde Thomas Kahlenberg det fremragende som bindeleddet på midtbanen. Landsholdsspilleren holdt fast i bolden og brugte kanterne til at iscenesætte hjemmeholdets angreb.

32-årige Kahlenberg, der dette forår er vendt stærkt tilbage efter en skade, fik faktisk en gigantisk scoringsmulighed kort før pausen, da Teemu Pukki sprang over en aflevering fra Christian Jakobsen på højrekanten.

Kahlenberg løb mod forreste stolpe, hvor han dog ikke var koldblodig nok med sin afslutning, der gik lige forbi FCK-keeper Stephan Andersens mål.

Anden halvleg blev indledt med ti minutters afbrydelse, efter at en dyne af fyrværkerirøg havde indtaget banen.

Da spillet blev genoptaget fortsatte dramatikken. Santander fik først en advarsel for at svinge lidt for meget med albuen, inden han bare to minutter senere gik alt for hårdt ned i en tackling af Martin Albrechtsen.

FCK-manager Ståle Solbakken hev Kusk ud og sendte Andreas Cornelius på banen, inden Brøndby lidt senere foretog en populær offensiv satsning. Ind med Johan Elmander og ud med Lebogang Phiri.

Hjemmeholdet satte sig herefter tungt på kampen, og Christian Jakobsen var et par gange tæt på at afgøre kampen.

Indskiftede Ronnie Schwartz fik i de mere end 11 tillægsminutter den vel største chance, da han umarkeret sendte et skud direkte ind på FCK-målmand Stephan Andersen.

Det lykkedes dog ikke helt for Brøndby at finde flere afgørende åbninger i gæsternes forsvar, og så endte opgøret uden mål.

FCK topper Superligaen med 31 point. Mestrene fra FC Midtjylland følger efter med 30 point, mens Brøndby er placeret på fjerdepladsen med 25 point.

/ritzau/

Dagens Gossip