Brøndby og FCK ramt af nye fyrværkeri-bøder

Skrevet af admin

21/01/2016

Mest læste i dag

Brøndby og FC København er tilsammen idømt en bøde på 225.000 kroner efter problemer med fyrværkeri.

Da de to klubber stod over for hinanden på Brøndby Stadion den 8. november i Alka Superligaen, blev anden halvleg udsat i otte minutter på grund af afbrænding af fyrværkeri fra tilskuerpladserne.

Fodboldens Disciplinærinstans lægger i sin beslutning vægt på, at det langt fra er første gang, at de to klubber har problemer.

Brøndby har fået en bøde på 125.000 kroner, mens FCK slipper en anelse billigere med 100.000 kroner.

Det er blot to måneder siden, at Brøndby og FCK senest blev tildelt bøder på sammenlagt 90.000 kroner efter en kamp med afbrænding af fyrværkeri.

Fodboldens Disciplinærinstans mener, at ballademagerne i Brøndby er organiseret, og man konstaterer, at klubben ikke formår at iværksætte tiltag, der kan komme problemerne til livs.

Brøndby trues samtidig med andre sanktioner end bødestraf i fremtidige og alvorlige gentagelsestilfælde.

Hos FCK efterlyser Fodboldens Disciplinærinstans en indsats for at pågribe og sanktionere gerningsmændene.

/ritzau/