Brøndby oplever fremgang på tribunerne

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

Næsten dobbelt så mange tilskuere er mødt frem til Brøndbys kampe i denne sæson som i den sidste.

Det viser tilskuertal efter de første seks hjemmekampe, hvor det dog skal siges, at Brøndby har haft et lokalderby mod FC København, hvilket der ikke var blandt de seks første hjemmekampe sidste efterår.

Samlet set har 100.519 tilskuere været på plads til de seks første Brøndby-hjemmekampe i denne sæson. Det svarer til 16.753 i gennemsnit per kamp.

I den seneste hjemmekamp søndag aften mod oprykkerne fra Viborg var der mødt 16.607 tilskuere frem. Kampen endte 0-0.

I efteråret 2012 samlede de seks første hjemmekampe på Brøndby Stadion 51.477 tilskuere eller 8579 i snit. Det svarer til en stigning på hele 95 procent fra sidste år til i år.

- Allerede i foråret oplevede vi et fantastisk fremmøde med over 21.000 tilskuere på Brøndby Stadion mod både FC Nordsjælland og FC København.

- Vi var helt ude på kanten, men alle stod sammen, og det lykkedes at overleve de store udfordringer både sportsligt og økonomisk. Det stærke fællesskab er stadig intakt.

- Vi er i gang med en genopbygning af Brøndby, og den er der tydeligvis bred opbakning til, siger Brøndbys administrerende direktør, Tommy Håkansson, til klubbens hjemmeside.

- Vi er tilmed i færd med at skabe et hold med interessante profiler og spændende talenter, og det trækker også folk på stadion, mener Tommy Håkansson.

Brøndby har arbejdet på at optimere oplevelsen for fansene, og det er også blevet billigere at købe billetter og sæsonkort.

- Det er et mål for os, at vi hele tiden skal kigge på, hvordan vi kan gøre det til en bedre oplevelse at gå til fodbold på Brøndby Stadion, siger Brøndby-direktøren.

Brøndby har kun vundet tre ud af de første 12 kampe i Superligaen i denne sæson, og klubben ligger kun en plads over nedrykningsstregen.

/ritzau/