Brøndby sælger billetter trods ballade

Onsdagens tilskuerballade på Brøndby Stadion i forbindelse med pokalkampen mellem Brøndby og FC København får alligevel ikke Brøndby til at suspendere billetsalget til den kommende udekamp.

- På baggrund af møderne torsdag og fredag med fans og Politi har Brøndby IF besluttet at ophæve suspenderingen af billetsalget til søndagens udekamp mod FCN, skiver klubben på sin hjemmeside.

Balladen opstod kort efter slutfløjt, da Brøndby-tilhængerne stormede banen og kom meget tæt på de medrejsende FCK-fans.

Men den umiddelbare beslutning om at suspendere billetsalget var altså alligevel ikke den rigtige.

- Som ansvarlig klub vil Brøndby IF ikke som udgangspunkt frasige sig et udebaneafsnit, da det blot er at skubbe ansvaret fra sig og lægge det over på værtsklubbens skuldre.

- I Brøndby IF's øjne er det både for den gæstende klub og for værtsklubben langt mere sikkerhedsmæssigt forsvarligt med et dedikeret udebaneafsnit end udefans spredt ud på neutrale tribuner på resten af det pågældende stadion, lyder det i udtalelsen.

Hvorvidt billetsalget til sæsonens sidste kamp mod Sønderjyske i Haderslev fredag den 7. december også åbnes, har man endnu ikke besluttet.

Den endelige beslutning herom træffes først i den kommende uge.

/ritzau/

 

Dagens Gossip