Brøndby sætter sig uden for ny TV-aftale

Brøndby IF bliver ikke en del af forhandlingerne om en ny TV-aftale for Superligaen med virkning fra 1. juli 2015.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

- Vort ønske har hele vejen været en fælles aftale, men det har desværre ikke været muligt, siger bestyrelsesformand Aldo Petersen og uddyber.

- Vi har forgæves forsøgt at vinde genhør for det synspunkt, at fordelingen af indtægterne i forbindelse med den næste TV-aftale i højere grad skal baseres på, hvem der står stærkest hos seerne.

- Vi synes ikke, at det er fair at en klub som Brøndby IF, der har de bedste seertal og er den mest populære klub hos TV-stationerne, i sidste sæson blot blev nummer seks på listen over fordelingen af TV-midler. Det betød, at Brøndby IF i sidste sæson fik under otte procent af de uddelte midler.

Direktør i Superligaen A/S, Claus Thomsen, bekræfter over for Ritzau, at Brøndby foreløbigt har sat sig uden for en aftale.

Superligaen A/S har desuden oplyst i en pressemeddelelse, at de 11 øvrige klubber har indgået en aftale om et fælles salg.

Superligaens eksisterende medieaftale udløber ved udgangen af sæsonen 2014/2015 og skal derfor udbydes på ny.

I den forbindelse har 11 af Superligaens klubber underskrevet en aftale om et fælles salg med en ramme på op til seks år.

- At 11 ud ad af 12 klubber kan stå sammen om et fælles salg med en længerevarende horisont viser, at sammenholdet, solidariteten og de strategiske visioner i Superligaen over en bred kam har det rigtig godt, udtaler direktør i Superligaen A/S, Claus Thomsen.

/ritzau/

Dagens Gossip