Brøndby siger farvel til to spillere

Der er nu to skabe ledige i Brøndbys omklædningsrum, når der skal hentes nye profiler til Thomas Franks Superliga-trup.

Udrensningen fortsætter i spillertruppen, hvor midtbanespilleren Jan Kristiansen og den australske angriber Brent McGrath skal ud for at finde nye arbejdsgivere.

Den afgående sportschef Ole Bjur forklarer, at de to spillere ikke længere ville få en rolle på førsteholdet.  - Desværre ville det fremadrettet ikke blive til meget spilletid for hverken Brent eller Jan, og derfor giver det ikke mening for nogen af parterne at forlænge samarbejdet. Vi ønsker begge spillere held og lykke med deres videre karriereforløb og siger mange tak for indsatsen i Brøndby IF, siger Ole Bjur til Brøndbys hjemmeside.

Jan Kristiansen nåede aldrig at blive den forventede drivkraft, som klubben håbede, da man i 2008 hentede den tidligere Esbjerg-profil i Bundesliga-klubben Nürnberg.

Alligevel opnåede den hårdtskydende spiller 160 førsteholdskampe i Brøndby, mens Brent McGrath nåede 43 kampe.

Dagens Gossip