Brøndby sikrer sig sent point mod FCM

Det lykkedes Brøndby at hive et enkelt point i hus ude mod FC Midtjylland søndag aften.

Klubben er imidlertid stadig isoleret i bunden. Og søndagens 1-1-resultat gør ikke situationen meget bedre.

I begyndelsen af anden halvelg fik Brøndbys Dario Dumic et mål underkendt for offside. Og det var en af de få chancer, den gamle storklub fik i kampen.

Københavnerne var nemlig på hælene fra kampens begyndelse, men fik kæmpet sig ind i opgøret i løbet af første halvleg.

Den lille driblestærke Brøndby-nyerhvervelse Quincy Antipas var en konstant trussel fra sin position på højrekanten - dygtig i omstillingsspillet og farlig fra distancen.

Brøndby-spillerne Mikkel Thygesen og Jan Krisitansen kæmpede forbilledligt og med en vis succes på midtbanen. Men længere fremme kneb det gevaldigt med skarpheden.

Særligt virkede den store Simon Makienok Christoffersen både sløv og tung. Og når Brøndby-angriberen endelig kom frem til løse chancer, sparkede han langt forbi FC Midtjyllands mål.

Så var hjemmeholdet anderledes skarpe i angrebsspillet. Og efter en halv time var den tidligere Brøndby-spiller Morten "Duncan" Rasmussen meget tæt på at bringe FCM foran fra nært hold, men afslutningen gik lige forbi både målmand Michael Tørnæs - og målet.

Mod slutningen af første halvleg satte jyderne - flot anført af Kristian Bak Nielsen, der var rykket frem på midten - ekstra tryk på kedlerne. Og man fornemmede bundholdets usikkerhed i de bageste rækker.

I slutningen af første halvleg så det ud til, at FCM blev snydt for et straffe, da Mads Albæk blev fældet i feltet, men Brøndby slap med skrækken

Og det gjorde bundproppen også lige inden pausen, da Michael Tørnæs med nød og næppe fik bokset et projektil fra Petter Andersson på overliggeren.

I anden halvleg satte FCM sig tungt på kampen. Og i det 54. minut gav presset pote, da Petter Andersson fik en ny stor chance - denne gang fra nært hold. 1-0, og hjemmeholdet fortsatte trykket.

Men Brøndby gav ikke op, og til sidst lykkedes det Quincy Antipas at score et forløsende mål. Brøndby er nu "kun" to point fra 11.-pladsen.

 

Dagens Gossip

Dagens TV