Brøndby skal sælge spillere for 12 mio. kr.

Brøndby budgetterer med at sælge for 12 mio. kr. i det transfervindue, der åbner 1. juli. Det er mere end et håb. Det er indregnet i forventningerne til resultatet for 2013 og står sort på hvidt i det årsregnskab for 2012, klubben sendte ud i marts. 

Det står helt konkret som et punkt under overskriften ’Opsummering og forventninger til 2013’ i årsregnskabet. Ordlyden er som følger: ’Der er indregnet transferindtægter på 12 mio. kr.'

Brøndbys eneste salgsobjekt, der kan komme op på det beløb, er Simon Makienok. Men både Brøndbys direktør Tommy Håkansson og sportschef Ole Bjur, der fortsætter på posten måneden ud, afviser, at Makienok er til salg. 

- Det er helt korrekt, at vi har budgetteret med transferindtægter på 12 mio. kr. i dette vindue, siger Tommy Håkansson og fortsætter.

- Vi er naturligvis ’committed til det budget, vi har lavet, så vi er forpligtet til at sælge for 12 mio. i dette vindue. Og vi går da også 100 procent efter det, siger Håkansson.

Men det kræver vel et salg af en vis kaliber?- Ja, det kræver salg af spillere, men der kan jo ske meget i et transfervindue. Og så vil jeg sige, at i det beløb, de 12 mio. kr., er også indregnet uddannelsespenge for de spillere, som vi lader gå, siger Tommy Håkansson.

Uddannelsespenge kan Brøndby for eksempel få for Frederik Holst, som FCN på et tidspunkt ville have. Men også for Jens Stryger Larsen, der sandsynligvis forlader klubben. Ifølge sporten.dks oplysninger kan uddannelsespenge fra en købende klub beløbe sig helt op mod fire mio. kr. for Larsen.

Men på trods af, at man kan få svært ved at komme op på de 12 mio. kr. for at få budgettet til at holde, afviser Håkansson, at man vil sælge Makienok - som udgangspunkt.

- I udgangspunktet er Simon Makienok ikke til salg. Simon er en vigtig del af vores fremtidige setup, siger Håkansson.

Men hvordan kommer I så op på de 12 mio. kr.?

- Det har jeg ingen kommentarer til. Det må transfervinduet vise.

Sportschef Ole Bjur er optimistisk i forhold til spillersalg.

- Man har vurderet, at de 12 mio. kr. er det rette beløb, og det skal vi op at ramme, men det er alt for tidligt at sige, om det er realistisk. Og om det bliver via et enkelt spillersalg eller en lang række salg, er heller ikke til at sige, siger Bjur og fortsætter:

- Lad os se, hvordan det ender. Vi skal have en stærk trup, og vi skal samtidig forsøge at finde pengene. Vi skal have det gode købmandskab frem for at få det til at ske, siger Bjur, der melder om interesse for BIFs spillere.

- Der er interesse for en række af vores spillere, som jo også har vist sig fint frem både på klub- og landshold. Interessen er der, men i sidste ende er det os, der bestemmer, om de skal af sted.

Dagens Gossip

Dagens TV