Brøndby slipper med skrækken: Skader er ikke alvorlige

Skrevet af admin

01/03/2016

Dagens topnyheder

Superligaklubben Brøndby slipper med skrækken.

To af klubbens største profiler - Rodolph Austin og Daniel Agger - er snart tilbage på fodboldbanen, efter at begge udgik med skader i søndagens forårspremiere mod Hobro, som Brøndby vandt 1-0.

Værst så det ud med den jamaicanske oprydder på midtbanen Rodolph Austin, der måtte fragtes på hospitalet søndag aften efter et hårdt slag på ydersiden af knæet.

- Undersøgelser har nu vist, at der ikke er tale om et brud, men at det var slaget og et medfølgende tryk på en nerve, der satte Austin ud af spillet, skriver Brøndby på sin hjemmeside.

Tirsdagens træning og fysiske test viste senere, at Austin ikke er klar til at blive inkluderet i truppen til pokalkvartfinalen i Skive onsdag aften.

Daniel Agger udgik med en forstrækning i siden af maveregionen. Han sidder over i opgøret mod Skive, men er i spil til søndagens kamp i Superligaen mod Sønderjyske på udebane.

- Der arbejdes nu hen imod at få gjort både Agger og Austin helt kampklar til søndagens opgør mod Sønderjyske, oplyser Brøndby.

I Skive er der ved at blive gjort klar til pokalkampen, og borgmesteren har store forventninger til onsdagens besøg fra Vestegnen.

- I Skive ser vi rigtig meget frem til kampen, og vi glæder os til at kunne byde en stor klub som Brøndby velkommen på stadion.

- Vores intention er, at vi sammen skal gøre det til en festdag her i Skive, siger Peder Christian Kirkegaard (V), borgmester i Skive Kommune.

/ritzau/