Brøndby-spiller: - Det har været et helvede

Bogstaveligt talt. Brøndby var ved at lukke som klub, og Mikkel Thygesen var træt af det. Træt af at se sin drømmeklub lide på den måde. Så en dag efter træning tog han trappen op til direktørens kontor. Inden da havde han gjort op med sig selv, hvad han personligt var villig til at ofre, for at klubben kunne forblive i live.

- På et tidspunkt, hvor de økonomiske problemer var på deres højeste, gik jeg op og bankede på hos Tommy (Håkansson, red.), siger Thygesen.

- Jeg har aldrig tænkt, at jeg ikke gider at være her mere, bare at give op. Jeg ser det som den største ære at spille i Brøndby, og jeg føler mig meget privilegeret. Men på det tidspunkt besluttede jeg at gå til Tommy, siger han og fortsætter:

- Jeg gik direkte til ham, fordi jeg synes, det var så hårdt at se klubben i den tilstand. Så hvis jeg kunne være med til at frigøre nogle penge eller noget andet, så ville jeg gøre det. Jeg spurgte ham om, der var noget, jeg kunne gøre for at hjælpe klubben. Altså i forhold til mig selv. Helt personligt.Betyder det, at du foreslog at rive din kontrakt i stykker eller gå ned i løn?- Det var, som jeg siger. Ingen yderligere kommentarer.

Det største i karrieren

Der er en medfødt dedikation til Brøndby i Mikkel Thygesen; Greve-drengen, der er vokset op med, at der ikke findes andre klubber end Brøndby. Det er den dedikation, der gjorde, at han endelig fyldte sin Brøndby-trøje flot ud i de sidste seks kampe i foråret. Den dedikation, der gjorde, at han var en af de spillere, der var i front i de lønforhandlinger mellem spillere, ledelse og øvrige ansatte, da afgrunden nærmede sig.

Og det er den slags dedikation, der får ham til at sige dette til spørgsmålet om, hvorvidt han stadig drømmer om at komme til udlandet.

- Udlandet? Er overhovedet ikke i nærheden af at være i mine tanker. Det er større for mig at spille i Brøndby, end det er at spille i udlandet. Jeg er vokset op med Brøndby og har hele mit liv ønsket at komme hertil, så at være her er det største, der er sket for mig i min karriere.

Udtalelser, der skaber legender på Faxe Tribunen. Men det er også denne slags følelser for Brøndby, der gjorde, at Mikkel Thygesen bankede på hos Håkansson, og som gjorde, at han havde det svært mentalt i den periode. Det fortæller han, da BT møder ham på Brøndbys første træningsdag op til den nye sæson.

Alle kampe en finale

Nedturen i efteråret, i vinteren og det tidligere forår og den efterfølgende overlevelse er en stor del af den bagage, Brøndby skal bruge i det liv, man har fået efter nærdøds-oplevelsen.

- Da vi kom igennem det hele, følte jeg, at det var vendepunktet. På et halvt år har vi oplevet ting, som folk ikke oplever gennem en hel karriere. Vi har lært af det, og vi er blevet meget stærkere, så det tager vi forhåbentligt med videre til næste sæson. Jeg ser dét, vi har været igennem, som en styrke. Der er blevet ryddet op i en masse ting, siger Thygesen.

- Vi har indset, at hver eneste kamp skal være en finale. Den mentalitet havde vi ikke. Den kom frem i de sidste seks kampe, og den mentalitet skal vi tage med i næste sæson. Hvis man ikke har den indstilling, og man har et mere latent forhold til kampene, så bliver det altså et problem. Der var ingen af os, der gik på banen for at tabe, men når vi fik så mange mentale slag hele tiden, så blev det svært at præstere, siger han.

Det var det for Thygesen. Især for Mikkel Thygesen. Han spillede ikke godt, havde det ikke godt i den periode. Han kom igennem den ved samtaler med sin tidligere træner i FCM, Erik Rasmussen, samt B.S. Christiansen.

- For mig personligt har det været en rigtig, rigtig svær tid. Jeg har blandt andet lidt af søvnproblemer. Det har været et helvede, det må jeg være helt ærlig og sige. Især udenfor banen har jeg haft det svært, for jeg har utrolig store følelser for denne klub, så det har været svært at se BIF stå helt ude på kanten tæt på at falde ned i hullet, siger Thygesen, der havde behov for dialog med mere erfarne kræfter.

- Jeg havde samtaler med Erik Rasmussen, min tidligere træner, hvilket har været utroligt godt for mig. Erik har en anden tilgang til livet end mange andre, og det har været forfriskende og givende for mig at tale ud i den periode, siger Thygesen og løfter lidt af sløret for Rasmussens råd:

- Han rådede mig til at gribe dagen. Man ved ikke, hvad der sker i morgen, så man skal nyde det, mens man kan. Og man skal altid tage glæden med sig ind på banen. Alt det kan man godt glemme midt i al kaos. Det er jo derfor, vi startede med at spille fodbold; vi syntes det var sjovt, og vi elskede det. Det var dét, jeg skulle finde tilbage til. Det har hjulpet mig rigtigt meget at få sat tingene i perspektiv på den måde, siger han og fortsætter:

- B.S., som jeg lærte at kende, inden han kom til FCM, og som jeg altid har snakket rigtigt godt med, har hjulpet mig med noget lidt andet. Han er gået mere ind på det psykologiske område og givet mig nogle redskaber til at komme ud af en krise. Når man har en person om B.S. tæt på livet, skal man drage nytte af det. Han er utroligt inspirerende, og det har jeg benyttet mig meget af.

Den gamle Thygesen

Og det virkede for Thygesen. Han slap aldrig grebet, selv om han var villig til at ofre sig den dag inde hos Håkansson. Nu er der smil og optimisme forud for en ny sæson i Brøndby.

- Det er dejligt at alt det pres, vi led under sidste år, nu er væk. Det er, som om vi er starter på en frisk, fra nul, og det kan man godt mærke på folk herude, siger Thygesen, som stadig ikke har fået sit store gennembrud på banen for BIF.Hvornår får vi den ’gamle Thygesen at se i Brøndby?- Det er lidt problemet, at når man har haft succes tidligt i sin karriere, så bliver man sammenlignet med det. Men her i Brøndby har jeg spillet mange pladser og har ikke haft en fast position, så jeg har naturligvis ændret mig som spiller. Rent offensivt har jeg nok ikke udviklet mig særligt meget, men defensivt føler jeg, at jeg har udviklet mig meget i forhold til, hvad jeg kunne, da jeg kom hertil, siger han og tilføjer:

- Nu har vi fået ny træner, og så kommer der nok en ny filosofi. Hvor jeg kommer til at spille på banen, ved jeg ikke. Men så længe trænerne og klubben har tillid til, at jeg kan gøre en forskel, betyder det ikke meget for mig, hvor jeg skal spille.

Dagens Gossip