Brøndby-spillere har sagt ja til lønaftale

Detaljerne i den ny lønaftale, som Brøndby IF har indgået med medarbejderne, vil direktør Tommy Sommer Håkansson ikke ud med.

Men han vil godt uddybe, hvorfor det ikke er alle medarbejdere, der er omfattet af den.

- Der er nogle teknikaliteter omkring nogle få medarbejdere, som gør at de ikke kan indgå i aftalen. Men alle spillere er med, siger han til TV2 News.

Håkansson fortæller også, at der ikke umiddelbart er tale om, at nogen ansatte skal gå permanent ned i løn, men at der er mulighed for at genforhandle det punkt, hvis der kommer yderligere krav fra investorer eller kreditorer fremover.

Næste hurdle bliver så at nå til enighed med Spillerforeningen i den såkaldte feriepengesag. Det skal lykkes, hvis Brøndby skal overleve økonomisk.

- Jeg håber, at alvoren nu er gået op for Spillerforeningen. Hvis ikke vi får lavet en aftale med dem, kunne det godt være slut for Brøndby, siger Tommy Sommer Håkansson til TV2 News.

Han vil straks kaste sig over opgaven, for det er en hastesag.

- Det er vigtigt, at vi får den på plads hen over weekenden, siger han til tv-stationen.

Spillerforeningen udtrykker i en pressemeddelelse glæde over, at det er lykkedes at nå frem til en lønaftale og forbereder sig samtidig på nye forhandlinger med Brøndby.

Direktør Mads Øland fortæller, at man har sendt et nyt aftaleudkast til klubben

- Tilbage er blandt andet det væsentlige punkt, at Brøndby IF skal stille sikkerhed for de afdrag over en årrække, som Spillerforeningen tilbyder.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV