Brøndby-spillere kan smutte på onsdag

Brøndby IF mangler penge for øjeblikket, og klubben kan også snart gå hen og mangle spillere, hvis ikke der bliver fundet en løsning på de økonomiske problemer.

Klubben skulle have udbetalt løn torsdag, men det er endnu ikke sket. Og hvis overførslen ikke sker snart, kan spillerne med Dansk Boldspil-Unions regler i hånden rive deres kontrakter itu.

Det såkaldte cirkulære 60 i unionens regler omhandler situationer, hvor klubber misligholder kontrakter, og i stykke 1.2 står der følgende:

- Hævebegrundende misligholdelse fra klubbens side foreligger f.eks., hvis klubben ikke har betalt forfalden løn, bonus, feriegodtgørelse eller anden pligtig pengeydelse i ansættelsesforholdet senest tre hverdage efter, at spilleren har afsendt eller fremsat skriftligt påkrav herom.

Det betyder, at hvis Brøndby-spillerne i dag skriftligt kræver at få lønnen udbetalt, så kan de onsdag blive løst fra deres kontrakt.

Og som transferfrie spillere kan de skrive kontrakt med en anden klub øjeblikkeligt.

I Spillerforeningen bekræfter man, at reglerne skal tolkes på den måde, men vil ikke fortælle, hvad man rådgiver Brøndby-spillerne til at gøre på det punkt.

- Det har vi ingen kommentarer til, siger kommunikationsansvarlig Casper Riddersborg.

/ritzau/

 

Dagens Gossip