Brøndby: Syv trænere på syv år er årsag til krise

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Brøndbys bundplaceringer i Superligaen i de seneste sæsoner skyldes blandt andet en alt for stor udskiftning på trænerposten.

Syv trænere på syv år har ødelagt kontinuiteten og skabt negative konsekvenser for klubben. Sådan lyder kritikken i Brøndbys eget børsprospekt, som klubben offentliggjorde fredag.

- Den sportslige udvikling i de seneste syv år har været præget af en række udskiftninger på trænerposten.

- Resultatet har været manglende kontinuitet i det sportslige arbejde med negative konsekvenser for de sportslige resultater i samme periode, lyder kritikken i Brøndbys børsprospekt.

I øjeblikket er Brøndby placeret på en skuffende 10.-plads efter kun tre sejre i de første 12 kampe i Superligaen. I de to foregående sæsoner er Brøndby endt på en slutplacering som nummer ni.

Forklaringen er blandt andet, at Brøndby har skiftet for meget ud på trænerposten i de seneste syv år.

- I denne periode har der været syv forskellige cheftrænere, Michael Laudrup, René Meulensteen, Tom Køhlert, Kent Nielsen, Henrik Jensen, Aurelius Skarbalius samt nuværende cheftræner Thomas Frank, hvoraf fire blev afskediget før udløb af deres kontrakt.

- Hver enkelt cheftræner har forsøgt at implementere sit spilkoncept, i stedet for at bygge videre på de idéer den foregående træner havde arbejdet med, skriver Brøndby.

Fremover vil Brøndbys ledelse forsøge at skabe et spilkoncept, som er fasttømret, og som en eventuel trænerudskiftning ikke vil ændre på.

- Som en del af Brøndbys nye strategi vil Brøndby arbejde med at skabe en klar rød tråd mellem talentudviklingen og Superligaholdets spilkoncept.

- Formålet med dette er blandt andet at gøre Superligaholdet og dets resultater mindre påvirkelige af udskiftninger på trænerposten, forklares det.

På søndag skal Brøndby forsøge at kravle væk fra bunden, når holdet gæster OB.

/ritzau/