Brøndby-træner: Boulahrouz giver ekstra dimension

Skrevet af admin

28/10/2013

Dagens topnyheder

Khalid Boulahrouz fik søndag debut for Brøndby, da holdet fra Vestegnen spillede 0-0 ude mod OB.

Og selvom det var hollænderens første kamp i lang tid, var både Brøndby-træner Thomas Frank og Martin Albrechtsen tilfredse med, hvad de så fra Boulahrouz.

- Jeg synes, det var en godkendt debut. Han gik ind med erfaring. Man kan se, at han er en fodboldspiller og har prøvet at spille på en lidt højere hylde end det her, siger Thomas Frank om debuten.

- Han er enormt rolig. På kuglen har vi fået en ekstra dimension nu. I duellerne har han hele tiden overskud til at kommunikere, og jeg er slet ikke i tvivl om, at når vi er på fuld damp, så kan han diktere hele holdet, vurderer Thomas Frank.

Martin Albrechtsen havde for første gang fornøjelsen af at spille ved siden af Khalid Boulahrouz i Brøndbys midterforsvar.

- Det var da rart endelig at komme i gang. Jeg synes, at han viste, han var meget rolig i sit forsvarsspil og vandt stort set alle sine nærkampe.

- Han fik en god debut, og jeg synes, at samarbejdet mellem os gik godt. Vi blev ikke sat på de helt store prøver, men det kan være, det var vores fortjeneste, at vi fik dem afværget fra at blive farlige, siger Albrechtsen.

Det har indtil videre i sæsonen været Dario Dumic, der har spillet ved siden af Martin Albrechtsen, men Dumic var i OB-kampen byttet ud med Boulahrouz.

Og hollænderens tilstedeværelse var ifølge Albrechtsen noget, spillerne kunne mærke på banen.

- "Boula" dirigerer meget mere. Han er med til at råbe en op, hvor Dario ikke er den højtråbende type.

- Det er svært at sammenligne dem, men "Boula" virkede meget rolig i sit spil, og det havde en meget afsmittende effekt på os andre, mener han.

Khalid Boulahrouz spillede alle 90 minutter for Brøndby.

/ritzau/