Brøndby-træner: Det var et antiklimaks

Skrevet af admin

14/09/2014

Dagens topnyheder

Alt var kørt i stilling til det helt store comeback for Daniel Agger i Brøndby. I en episk genforening med Thomas Kahlenberg og Johan Elmander, som alle tre var med til at vinde DM-guld med Brøndby i 2005.

Størstedelen af de over 25.000 tilskuere på Brøndby Stadion, der sågar havde lavet en tifo med sort-hvide billeder af Agger, Elmander og Kahlenberg, var skuffede over ikke at få lov at se den hjemvendte helt.

Og ærgerlige over at se Brøndby tabe 0-2 til Randers FC. Brøndbys træner, Thomas Frank, kan godt forstå skuffelsen.

- Det var et antiklimaks. Også i forhold til den fantastiske tifo og stemning, der var. Det var jo fuldstændig fantastisk.

- Vi ville så gerne give noget tilbage til vores fans, som var derude. Tro mig, det ville vi alle sammen gerne, men det magtede vi ikke, siger Thomas Frank.

- Vi kan bruge alle mulige floskler og alle mulige ord. Efter to minutter fik vi en mental nedtur, og det kunne vi ikke løfte os fra i første halvleg.

- I anden halvleg investerede vi mere i kampen, og det var på et acceptabelt niveau. Og vi skabte vel også de chancer, der skulle til for at udligne og komme tilbage i kampen, men så scorede Randers igen. Og så døde kampen for os.

Brøndby-træneren havde overvejet at kaste Agger ind i slutfasen, hvis det blev nødvendigt eller var muligt i forhold til at give fansene valuta for pengene.

- Agger var ikke klar til at spille fra start, men han var klar til at få minutter. Og han er en af dem, som skal være ledere og tage mere ansvar for tingene.

- Dem vil vi gerne have så hurtigt som muligt tæt på holdet, så derfor havde vi ham selvfølgelig på bænken, siger Thomas Frank.

Agger kunne komme på banen, hvis han eksempelvis skulle ind og stabilisere defensiven i forhold til at forsvare en føring og lukke ned for Randers-offensiven.

- Men vi var ikke villige til at tage en risiko, så det kunne gå ud over flere kampe, hvor han skal sidde ude, siger Thomas Frank.

Nu er målet at få Agger helt klar mod FC København, som venter i Telia Parken på søndag i næste uge.

- Forhåbentlig kan han komme så langt, at han kan starte inde på søndag. Det arbejder vi hen imod, men det må vi se i løbet af ugen, siger Thomas Frank.

/ritzau/