Brøndby-træner er vildt irriteret efter 3-0-sejr

Brøndby-træner Thomas Frank kalder det høj klasse, at hans spillere søndag vandt 3-0 på udebane over FC Nordsjælland.

Men spillet var ikke prangende i de første 45 minutter til en time, hvor hjemmeholdet skabte flere store chancer.

Men så scorede Johan Elmander for Brøndby, der også fik Frederik Semb Berge og Thomas Kahlenberg på måltavlen.

- Jeg er tilfreds med, at vi kan vinde 3-0 på en meget svær udebane. Det er klasse.

- Mine spillere slider og lider i de første 60 minutter. Men mål ændrer fodboldkampe, og det var tilfældet i dag, siger Thomas Frank og kommer med sine indvendinger.

- Jeg er stadig vildt irriteret over de første 45 minutter.

- I pausen sagde jeg til spillerne, at det ville blive afgørende hvilket af de to hold, der havde mest initiativ og kvalitet med bolden samt aggressivitet i presset.

- Det gjorde vi ikke godt nok før pausen, men i anden halvleg fik vi vist noget af den kvalitet, vi har, siger Brøndby-træneren.

FC Nordsjælland-træner Olafur Kristjansson erkender, at Farum-holdet burde have taget føringen på en af de mange store chancer.

- Vi var ikke skarpe nok. Den skide effektivitet må vi arbejde på. Det handler om træning, træning og træning.

- Vi kan ikke gøre noget ved det nu, men vi må arbejde på det i de næste 14 dage, siger Kristjansson.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV