Brøndby-træner føler sig ikke fyringstruet

Syv kampe. Ingen sejre. Og sidst i Superligaen med blot tre point.

Det er status for Brøndby, der i sommer valgte at udskifte Auri Skarbalius med Thomas Frank på trænerposten.

- Hvis kravet fra klubledelsen var en førsteplads, var jeg muligvis blevet fyret nu. Men forventningerne er afstemt med realiteterne. Alle i klubben er enige om, at vi er i gang med et langt sejt træk. Derfor føler jeg mig ikke fyringstruet, og rent faktisk sover jeg som en sten om natten, sagde Thomas Frank.

I aftes førte hans tropper 1-0 på Simon Makienoks fuldtræffer 18 minutter før tid.

Men ikke desto mindre vandt AaB kampen 2-1 takket være scoringer i henholdsvis 82. og 85. minut.

- Nederlaget gør ondt, sagde Thomas Frank og tilføjede:

- Vi spiller en god anden halvleg, men taktisk var vi desværre ikke helt skarpe i kampens afsluttende fase.

Det gav midtbane-profilen Thomas Kahlenberg ham ret i.

- Da AaB får udlignet til 1-1, skal vi helt klart lukke kampen. Men ikke desto mindre svigter markeringerne bagude én gang til. Det har helt klart været en møguge, vi har været igennem, sagde Thomas Kahlenberg og hentydede til nederlaget forleden i DBU Pokalen mod 1. divisionsklubben Hvidovre.

- Det er to nederlag for meget, og ikke godt nok. Tabellen lyver ikke. Vi er et bundhold, og det skal vi tage alvorligt, sagde Thomas Kahlenberg.

Brøndbys sportschef Per Rud havde ondt af spillerne.

- Syv kampe uden sejre er en katastrofe. Det er synd for dem, at de efter en flot præstation igen taber. Målsætningen for efterårsturneringen var, at vi ved juletid skulle ligge en håndfuld point over nedrykningsstregen. Lige nu kan jeg godt se, at det bliver svært at få den opfyldt, sagde Per Rud.

Det er dog ikke usandsynligt, at Brøndby inden transfervinduet lukker i aften ved midnat forsøger at handle sig ud af krisen.

- Nu må vi se. Salg bliver der næppe tale om. Til gengæld er indkøb en stor mulighed, sagde Per Rud.

Mens humøret hos ledere og spillere i Brøndby-truppen var på nulpunktet, var det stik modsatte til gengæld tilfældet hos AaBerne.

- Sejren betyder alt, sagde angriberen Anders K. Jacobsen, der fem minutter før tid scorede sejrsmålet.

- Havde vi tabt, skulle vi nødvendigvis have kigget nedad i tabellen. Nu ligger vi nummer tre, og kan i stedet vende blikket opad, sagde Anders K. Jacobsen.

AaBs kom efter en skidt spillet anden halvleg på sejrskurs, da indskiftede Henrik Dalsgaard på Nicolaj Thomsens fremragende oplæg kanonerede bolden i nettet til 1-1.

- Da jeg kom ind, hang holdkammeraterne med hovedet. Men scoringen ændrede alt, sagde Henrik Dalsgaard.

Alt var dog ikke fryd og gammen i AaB-lejren:

Men Kasper Risgård udgik med en hjernerystelse, blev Lasse Nielsen efter kampen blev behandlet for en knæskade.

Spørgsmålet er, om de når at blive klar til AaBs næste kampe fredag 13. september i Haderslev mod Sønderjyske.

Dagens Gossip