Brøndby-træner: Næste tre kampe definerer vores sæson

Skrevet af admin

10/11/2013

Dagens topnyheder

I de seneste otte kampe i Superligaen har Brøndby ikke tabt, og klubben er med i toppen igen efter søndagens 3-0-sejr hjemme over AGF.

Brøndbys cheftræner, Thomas Frank, er dog yderst forsigtig med at komme med en status og målsætning om at bide sig fast i den absolutte top. Den vil han vente med.

- Det er ikke engang sikkert, jeg vil komme med en melding til jul, men så er vi i hvert fald klogere på det hele. Nu har vi tre kampe tilbage, og vi har hele tiden delt vores sæson op i etaper.

- Nu har vi den fjerde og sidste etape inden jul, som er på tre kampe. FC Midtjylland på udebane, som er et svært sted at spille. FC København hjemme, som kan blive hvad som helst. Og så har vi Sønderjyske ude.

- Det er tre meget svære kampe, som er med til at afgøre og definere, hvordan sæsonen bliver, siger Thomas Frank.

Brøndby har på fjerdepladsen 21 point efter 15 kampe, men det er kun tre point mere end FC Nordsjælland, som ligger under nedrykningsstregen.

- Selv om vi vandt i dag, så kan vi tabe de sidste tre, og så ligger vi stadig nede i bunden, understreger Thomas Frank.

Spørgsmål: Men I ligner ikke et bundhold i øjeblikket, synes du?

- Nej, vi synes heller ikke, vi ligner et bundhold. Vi er glade for vores præstationer, og vi er har fået lagt lag på spillet og niveauet hele vejen rundt. Men ligaen er så tæt og uforudsigelig.

- Og vi fik alle sammen en forskrækkelse i de første syv kampe, så vi vil meget gerne nøjes med at kigge en kamp frem ad gangen, siger Thomas Frank.

I de første syv superligaopgør i denne sæson lykkedes det ikke Brøndby at vinde en eneste kamp.

/ritzau/