Brøndby-træner Thomas Frank glæder sig over landskampspausen

Det var den kamp, Thomas Frank havde frygtet mest, da han for fire runder siden kiggede på kampprogrammet. På det tidspunkt havde Brøndby endnu ikke vundet en kamp i Superligaen dette efterår, og foran ham ventede OB, AGF, FC København og FC Nordsjælland i fire på papiret voldsomme opgør for et hold, der lå sidst i Superligaen.

Men de tre første kampe gav fuld gevinst. Og den fjerde, den han havde frygtet allermest, den mod FC Nordsjælland i går, gav et enkelt.

- Jeg vidste, hvor farlige, de er, når de får det til at flyde heroppe i Farum. Vi kom godt nok med en stime på tre sejre, men de havde også endelig fået brudt deres stime med en sejr i sidste uge, så alt i alt er jeg godt tilfreds med et point heroppe. Den kamp frygtede jeg mere end de andre, siger Thomas Frank.

Med fire kampe uden nederlag var der mange, der gerne ville være fortsat med at spille, men for Brøndby kommer landskampspausen på et tiltrængt tidspunkt. Efter den svære start, krævede det både fysiske og mentale kræfter at hive tre sejre og en uafgjort op af posen.

- Jeg er rigtigt godt tilfreds med, at vi nu får en pause. Dels er der nogle spillere, der trænger til et hvil, og så er der andre, der skal have pudset forman af for at blive klar til at spille fra start. Det gælder for eksempel Christian Nørgaard og Ferhan Hasani, siger Thomas Frank, der efter forløbet af sæsonens første tredjedel erklærede sig tilfreds med pointudbyttet i forhold til den vanskelige begyndelse.

- Hvis man ser på udviklingen fra start til nu, så kan man se, at det går i den rigtige retning, siger Frank.

Også FCN går til landskampspause med en lille pil opad, og lige som sin gode ven i Brøndby, er Hjulmand godt tilfreds med pausen:

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke gør ondt at ligge sidst, men jeg synes, at der er bedringer i spillet. Vi spiller med større overskud, end tidligere på sæsonen, og så har vi mange af de skadede spillere på vej tilbage. Det kommer til at styrke os yderligere, sagde Kasper Hjulmand.

Dagens Gossip

Dagens TV