Brøndby-træner trods sejr: Vi skal gå efter mere

Skrevet af admin

17/05/2015

Dagens topnyheder

Brøndby vandt søndag sikkert over Superligaens bundprop Silkeborg. Brøndby er aspiranter til bronzemedaljerne i ligaen, og med sejren har man nu et hul på fire point ned til forfølgerne fra Randers, der mandag møder Sønderjyske.

Brøndby kom foran 2-0 i første halvleg og tog sejren efter en kedelig og chancefattig anden halvleg, hvor holdet dog gik ned i gear.

Det huede ikke træner Thomas Frank, der vil se mere fra sine spillere, selv om man er foran.

- Vi startede fint, men jeg er ikke tilfreds med anden halvleg. Vi har talt meget om, at vi skal altid gå efter mere og blive ved til sidste fløjt. Det gør vi ikke i dag, og det går mig på.

- Jeg føler ikke, at vi kontrollerer anden halvleg, som vi ellers bør. Vi skal gå efter hver eneste bold og hver eneste nærkamp. Vi skaber chancer, men det var ikke godt nok efter pausen, og det skal vi arbejde med, siger han.

Anfører for Brøndby Daniel Agger kunne efter kampen godt forstå Thomas Franks utilfredshed.

- Vi ville have gerne have scoret til 3-0 og dermed lukket kampen, men det kunne vi ikke. Vi havde svære betingelser derinde, synes jeg, men det skal selvfølgelig heller ikke være en dårlig undskyldning.

Det var 15. gang i sæsonen, at det lykkedes for Brøndby at holde nullet, og anføreren tager gerne en kedelig anden halvleg, hvis man kan holde modstanderen fra at score.

- Det var ikke godt nok, men det er en kvalitet, at vi endnu engang holder nullet. Hvis vi kan lukke kampene ved 2-0 og så forsvare den hjem derfra, så vil jeg ikke brokke mig, siger Agger.

/ritzau/