Brøndby-træner: Vi er dækket ind for Thygesen

Skrevet af admin

29/11/2013

Dagens topnyheder

Der var skår i Brøndby-glæden, da holdet sidste weekend slog Superligaens førerhold, FC Midtjylland, med 1-0 i Herning.

Holdets anfører, Mikkel Thygesen, måtte udgå med en overrevet akillessene, der holder ham ude i minimum et halvt år.

Brøndby-cheftræner Thomas Frank peger på, at midtbanespillerens erstatning allerede er i truppen.

- Jeg synes godt, vi kan dække ind for ham i den nuværende trup, siger Thomas Frank, der dog ikke vil afvise, at der kan blive købt en erstatning i vinterens transfervindue.

- Per Rud (Brøndbys sportschef, red.) og jeg er i løbende dialog omkring sammensætningen af truppen, og hvor vi eventuelt skal forstærkes. Men vi har ikke taget stilling til, om vi vil gøre noget i forhold til Thygesens skade, eller vi lader være.

Mikkel Thygesen har spillet 15 ud af 16 superligakampe for Brøndby i denne sæson. Spilletiden er fordelt på flere positioner, og det åbner også op for, at flere spillere i truppen kan erstatte ham.

- Mikkel har været en fantastisk spiller for os, og der er flere, som har muligheden for at gribe chancen i hans fravær.

- Han har lukket en masse huller for os, for han har både spillet 6'er, 8'er, kant og 10'er. Derfor kommer hans erstatning helt an på, hvordan vi konstruerer holdet, siger Thomas Frank.

Den 19-årige og knap så kendte Kristian Andersen er en af dem, der ligesom Mikkel Thygesen kan besætte en del pladser på midtbanen.

Talentet har imidlertid ikke været på banen siden sæsonens første kamp, og på trods af to mål i en reserveligakamp mod FC Nordsjælland tirsdag skal han næppe gøre sig forhåbninger om spilletid.

- Kristian gør det godt, og han arbejder hårdt for at forbedre sig hver dag. Selv om han lavede en fin præstation den anden dag, er der nok nogle stykker, der står foran ham lige nu, vurderer Thomas Frank.

Ud over en erstatning på banen skal Thomas Frank også finde ud af, hvem der skal erstatte Mikkel Thygesen som anfører, når holdet søndag møder FC København.

Den normale viceanfører, Martin Albrechtsen, sidder formentlig også ude med en skade.

/ritzau/